
En af foreningens garvede medlemmer – Frits Ahlstrøm – har indkaldt til pressemøde i forbindelse med en ny særudstilling om EURO 2020 på Københavns Rådhus. Vi bringer her invitationen i sin helhed:
EURO 2020 Udstilling og Udsmykning af Københavns Rådhus
Det er reelt en verdenspremiere, der bydes på torsdag 10. juni 2021 klokken 11:00, når ’Celebration EURO 2020’ åbnes på Københavns Rådhus. Udstillingen, som i tekst, billeder, klenodier, effekter og videoer beskriver Historien om Europa Mesterskabet i fodbold igennem mere end 60 år, er den første nogensinde.
Den er skabt i et samarbejde mellem UEFA, Københavns Kommune og DBU. Rådhusets indgangsparti og Rådhuspladsen er klædt i grønt i anledningen af EM på hjemmebane. Arrangementet åbnes af kultur-og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde og DBU’s formand Jesper Møller.
Vi ser meget gerne, at pressen deltager i åbningen. Men på grund af restriktionerne er det begrænset hvor mange, der kan tillades adgang. Derfor anmoder vi venligst interesserede medier om at tilmelde sig via e-mail til Morten Vikær Hermansen, som er pressekonsulent i Københavns Kommune, senest fredag 4. juni klokken 12:00.
Hans e-mail adresse er NW0W@kk.dk.
Ansøgningen skal indeholde navn, funktion, e-mail adresse og arbejdsplads for hver enkelt deltager. Skriv venligst ’Tilmelding til presseåbning’ i emnefeltet. Alle ansøgere vil få svar den følgende mandag – altså 7. juni. Åbningen indledes med en happening klokken 10:45 på Rådhuspladsen og slutter klokken 13:15.
Arrangementet overholder de til enhver tid gældende sundhedsmæssige retningslinjer i forhold til COVID-19. Det vil sige, at Coronapas er påkrævet.