Fyraftensmøde: Fokus på sportsbøger med Glinvad, Bruun og Lassen

Danske Sportsjournalister kan nu invitere til et fyraftensmøde med fokus på sportsbøger og hyggeligt samvær for alle medlemmer af foreningen.
Arrangementet foregår 11.november kl. 17.00 til 19.00 hos Restaurant Granen ved KB Hallen.
I disse år udkommer mange interessante og gode sportsbøger, og flere af foreningens medlemmer er gået fra at være journalister til også at være forfatter og udgivere af bøger. Men hvordan tager man det spring? Hvordan griber man arbejdet an? Og hvad kendetegner den gode sportsbog?
Det sætter vi fokus på ved dette fyraftensmøde, der byder på en panelsnak med flere aktuelle forfattere til sportsbøger. Vi er således glade for at kunne præsentere:
  • Morten Bruun. Journalist og kommentator. Forfatter til bøgerne På banen (2001), MATCHDAY (2019) og KAMPDAG (2021) og vinder af priserne af Årets Fortæller 2018 og Årets Digitale Hit 2020.
  • Morten Glinvad. Journalist og kommentator. Forfatter til bogen ‘Fodbolddrømmer’ om fodboldlandsholdets landstræner Kasper Hjulmand (2020) og vinder af prisen Årets Sportsbog 2020
  • Kurt Lassen. Journalist og forfatter. Har udgivet mere end 10 forskellige bøger, senest ‘Fra legebarn til landstræner’ om håndboldlandsholdets landstræner Nikolaj Jacobsen.
De tre forfattere vil hver især fortælle om deres forskellige udgivelser, om motivationen for at skrive en bog og om selve arbejdsprocessen. Samtidig vil de svare på spørgsmål fra salen og forsøge at give deres bud på, hvad der kendetegner en god sportsbog.
Danske Sportsjournalisters giver kage, kaffe og almindelig vand, mens øl og sodavand er for egen regning.
Arrangementet er som nævnt gratis for alle medlemmer af Danske Sportsjournalister, men kræver tilmelding.
Tilmelding foregår ved mail til bestyrelsesmedlem Martin Davidsen (martinpelck@gmail.com) senest tirsdag 9.november.