Play The Game-konference i Odense i sommeren 2022

Pressemeddelelse fra Idrættens Analyseinstitut: 
Fra 27-30. juni 2022 afholder Play the Game sin 12. konference siden 1997. Odense er udvalgt som værtsby i tæt kapløb med tre andre danske byer.

DGI’s Landsstævne i Svendborg og Tour de France-feltet får ikke lov at have Fyn helt for sig selv ved midsommertid i 2022. Det står klart, efter at Odense er blevet valgt som værtsby for Play the Games 25 års jubilæumskonference, der finder sted fra mandag den 27. til torsdag den 30. juni næste år.

Dermed kommer der omkring 400 flere deltagere på den allerede omfattende fynske gæsteliste næste sommer, når atleter, journalister, akademikere, idrætsledere og andre interessenter fra hele verden samles for at drøfte de mange udfordringer i og omkring international idræt.

De ekstra gæster skræmmer tilsyneladende ikke fynboerne, for det er deres eget samarbejde Destination Fyn, som har sat den ansøgning sammen der har overbevist Play the Game, som hører under Idrættens Analyseinstitut.

”Det er kombinationen af stærke partnere på indholdssiden, et konferencecenter af høj kvalitet, enkel logistik for deltagerne og spændende sideaktiviteter, som gjorde Odense til et oplagt valg,” siger international chef for Play the Game, Jens Sejer Andersen.

Odense Kommune stiller konferencecentret Odeon i byens midte gratis til rådighed, og Play the Game nyder desuden godt af en række fordele i afviklingen, der sikrer et budget i balance. Odeon drives af og er bygget sammen med Hotel Comwell H.C. Andersen, som bliver det centrale hotel for deltagerne.

Hvad indholdet angår, har Institut for Idræt og Biomekanik og Center for Journalistik ved Syddansk Universitet begge tilbudt at stille ekspertise og assistance til rådighed for konferencens program, og det har også det nye udviklingscenter Media City Odense.

Sidst, men ikke mindst, afholdes konferencen i tilknytning til to store idrætsbegivenheder af meget forskellig karakter.

Dagen efter Play the Game 2022 slutter, fredag den 1. juli, har DGI tilbudt interesserede deltagere et gratis éndagsbesøg på Landsstævne 2022 i Svendborg, inklusive et måltid og adgang til Efterskoleholdets store opvisning på stadion.

Den følgende dag, lørdag den 2. juli, kommer Tour de France-feltet susende over Storebæltsbroen med målstregen anbragt i Nyborg. Også her vil Play the Game søge et samarbejde, der kan sikre konferencedeltagerne plads blandt tilskuerne.

Fra Destination Fyn udtrykker Kirsten Rudbeck, Head of Convention, sin glæde over at Play the Game kommer til Odense i 2022.

”Konferencen skaber rammerne for et frugtbart samarbejde mellem Play the Game, organisationens internationale partnere, og stærke fynske kræfter inden for forskning, medier og idrættens verden. Til gavn både for deltagerne på konferencen, men også med potentielle gevinster, der rækker ud over de dage, konferencen varer,” siger hun.

Også Aarhus, Vejle og Kolding havde lagt billet ind på et værtskab, og holdet bag Play the Game har været positivt overrasket over og opmuntret af den store og gavmilde interesse.

”Også herhjemme har den idrætspolitiske debat flyttet sig, siden vi sidst holdt konferencer i Danmark, i Aarhus i 2013 og 2015. Det tror vi er en medvirkende årsag til den stigende interesse, og vi vil gerne kvittere for en række gode ansøgninger, som det ikke var let at sige nej til,” siger Jens Sejer Andersen.

Den 11. og seneste Play the Game-konference blev holdt i Colorado Springs i USA i oktober 2019. Et tilbud fra den polske regering om at finansiere konferencen i efteråret 2021 blev trukket tilbage med henvisning til corona-situationen.