Af Flemming Toft
Fræk som en slagterhund. I sin attitude. På facaden. Men samtidig en gentleman. Der leverede sig selv og anekdoterne. De stod i kø, hans livs hændelser. Og vi åd dem.
Et persongalleri med farve – og den overdrivelse, der gjorde det ekstra lyttevenligt. Røverhistorier på stribe. Fra et virkeligt liv med fiktionens drys.
Han var en af vore. Sportsjournalist for enden af de fingre, der satte mange punktummer i fortællingerne på papir og som var en væsentlig del af de mundtlige Thyboe-historier. Gerne med en særlig udstrækning af pege- og lillefinger.
Han var den der levende flettede fingre med helte og skurke i den professionelle boksning og i cykelsporten. Og selvom han blandede sig med andre sportsgrene, var det i og udenfor ringen, på eller udenfor landevejen eller de skrå cykelbrædder, han boltrede sig.
Thyboe satte det hele i legende-rammer med sit kontante, dansk-engelske kliché-sprog, der skulle understrege hans kendskab og lidenskab til mest af alt boksningen.
Og han hev møder med de største ud fra det skab, der må have haft en Kurts Hylde. For når han fortalte, var han for det meste altid selv med. Fordi han havde været der…da f.eks. Muhammad Ali var “The Greatest”:
“Jeg havde lagt en besked til ham hos hans kone, Belinda. Og han ringede tilbage….Hey Kurt, this is the champ, Muhammad Ali – har du tid?”.
Det var nok den største Kurt Thyboe mødte – eller omvendt – men rækken af store sportsnavne, der har lagt hovedet på skriveblokken, var lang. Og vi fik dem i avis- og bogformat. Vi fik dem på TV, da Thyboe var boksekommentator.
Jeg var selv med som kommentator i en årrække, da TV 2 serverede den professionelle boksning i bl.a. Mikkel Kesslers storhedstid. Her var Thyboe i studiet, fordi han havde så meget at fortælle. Vi rejste sammen, jeg besøgte ham i Castelldefels udenfor Barcelona – hans og hans elskede hustru i en menneskealder, Marianne’s, “andet” hjem i 25 år. Og alle møder gav en overflod af historier og en menneskelig udstråling ud over det sædvanlige.
Men hans historie fylder andet end skriverierne, talegaverne og chefposten på Ekstra Bladets sportsredaktion – han var manden bag “Ugens Rapport”, der i sin tid blev det næstmest solgte blad i Danmark med sit udspring i aparte drama-historier og seksuelle over- og undertoner. Thyboes farverige ambition blev til “de grå sider”, hvor “navngivne” havde spørgsmål eller fortællinger fra et sted under bæltet.
Det blev en kæmpemæssig succes. Og det blev en tatovering for Kurt Thyboe.
Men personligt synes jeg mere om hans rolle som “Champ” – i hans verden af “champs”. Han var en blues-forfæller med hang til den ægte beskrivelse tilsat en pæn portion drama og masser af punktummer. Men en særlig fortælleevne, der fængede.
Hans soulmate, Marianne, døde i januar – den dag døde Kurt Thyboe også…i hjertet. Alzheimer åd sig ind, og livet nåede aldrig tilbage. Fortælleren kunne ikke fortælle mere.