Ny rekord hos AIPS

Af Flemming Olesen

Den fjerde udgave af vort internationale forbunds store pris-uddeling, ”AIPS Sport Media Awards 2021”, er blevet en rekord-udgave.

Ved deadline for at deltage i prisuddelingen var der indkommet over 1700 bidrag fra 133 lande. Det første er ikke rekord, da der i fjor var godt 1800 bidrag.

Men det sidste, deltagelse fra 133 lande, er ny rekord, og ifølge AIPS-præsident Gianni Merlo et tegn på, at der virkelig er rift om priserne, og at det i sandhed er en verdensomspændende prisuddeling, som ikke andre organisationer er i stand til at fremvise magen til.

Der er i alt otte senior-kategorier at dyste i, samt en for unge reportere under 30 år.

Og der er store priser til de bedste, nemlig henholdsvis 8.000 – 3.000 – 2.000 dollars til de tre bedste i hver af de otte senior-kategorier, mens vinderen af de unges konkurrence bliver belønnet med et AIPS sholarship.

Det forlyder, at der blandt de indsendte bidrag til de i alt ni kategorier også er tre danske.

Nu skal alle bidrag i første fase gennemses og kontrolleres for, at de lever op til kravet om offentliggørelse i perioden 10. november 2020 til 4. november 2021.

Dernæst skal der i mange tilfælde ske en oversættelse, idet eget sprog har været legitimt at anvende.

40 professionelle mediefolk fra 35 nationer tager nu fat på dette arbejde, og igennem fem stadier skæres der så ned til det endelige felt, der skal kæmpe om priserne.

Planen er, at prisuddelingen skal finde sted i Firenze i midten af marts 2022 – men covid-19 situationen er fortsat en faktor af ukendt grad, der kan spille ind på disse planer.