Vær med: Fortæl din historie til Danske Sportsjournalisters jubilæumsbog

Af Flemming Olesen

Kære medlem af Danske Sportsjournalister

Vores forening fylder jo 100 år i 2022, og det har vi tænkt os at markere på forskellig vis. En af ideerne er at udgive en bog, der foreløbig har arbejdstitlen: ”100 år – 100 historier.”

Det går i sin enkelthed ud på, at vi gerne vil have 100 af vore medlemmer til at bidrage med en historie, for fotografers vedkommende et billede, der har været markant, skelsætterne, specielt, underfundigt, morsomt eller noget helt fjerde.

Kort sagt: En historie eller et foto fra vedkommendes karriere inden for sportsjournalistikken, som kunne være interessant for andre at læse eller se. Og her er det, at vi gerne vil bede om din medvirken. Vi tror, netop du kan have en god historie ”gemt i ærmet”, eller et markant foto liggende i dit arkiv, der kunne være interessant at bringe frem i denne, specielle anledning. Og hvis vi trækker på fælles hammel, altså er 100 personer, som hver giver et bidrag, så får vi både spredt opgaven ud, og får samtidig en mangfoldighed i projektet, der kan blive rigtig godt.

Vi beder dig om at arbejde ulønnet, og afgive alle rettigheder til foreningen. Til gengæld vil du blive en af de første, som får bogen som tak for din indsats. I første omgang vil vi gerne have en hurtig tilbagemelding, om du vil medvirke. Vi skal have de 100 navne listet op, så vi kan få styr på hele processen.

Sekretær i Danske Sportsjournalister, Martin Davidsen, er tovholder på bogen. Giv gerne ham et ja eller et nej, så snart du har læst dette brev: martinpelck@gmail.com .

Vi har sat en længde-begrænsning på 5.000  anslag pr. artikel, og har du relevant billedmateriale, tager vi gerne imod det også. Jo hurtigere, du kan aflevere dit eventuelle bidrag, jo bedre.

Alt materiale skulle gerne være i hus ved udgangen af januar.