15 veteraner hyggede sig på Fridas

Tekst: Karl Aage Dalgaard. Foto: Morten Juhl

Næsten tre år eller mere præcis 994 dage. Det er afstanden fra 23. april 2019 til 11. januar 2022.

Så lang tid har de ældre medlemmer – 65 år og opefter – af Danske Sportsjournalister måttet vente på den hyggefrokost, som ellers har været en fast tradition siden 2015.

11,januar var der endelig mulighed for igen at mødes på Restaurant Fridas skråt over for Planetarium i København til en bid brød, en snaps og to øl, og det benyttede 15 medlemmer sig af.

Så få har der aldrig været tidligere til frokosten, og det skyldes jo nok en forbandet epidemi, som vi alle er temmelig trætte at tale om.

Den blev heller ikke nævnt. Traditionen tro hyggede veteranerne – både gamle og nye – sig med røverhistorier fra en svunden tid. Ligesom ved frokosterne i 2015, 2016, 2017, 2018 og 2019.

Mere om frokosten følger i det kommende nummer af Den Gyldne Pen, som udkommer i første halvdel af februar.