Der er gået mere end 50 år, siden Rasmus Bech fik trykt sin første artikel i en avis, og nu takker den erfarne reporter af. Næsten i hvert fald. Flemming Toft har talt med Rasmus Bech om de mange år i branchen.
Af Flemming Toft
“Der blev reddet flere mennesker og kvinder ud af bygningen”.
Den gik dengang som et sjovt citat fra en lokal avis – men næppe i dag.
Vi skruer tiden tilbage til sidst i 60erne. Rasmus Bech er netop ansat på Nørrebros Avis som juniorreporter. Hans første opgave er at dække en brand i et slumbyggeri. Og så faldt ordene som i indledningen. Det gjorde ham naturligvis glad…at få noget i en avis. Og hans mor tog titlen stolt til sig. Hun klippede artiklen ud og gemte den. Naturligvis – hendes dreng. Journalisten Rasmus.
Formuleringen havde fået løftede pegefingre med sig i dag – mere end 50 år efter. Og Rasmus Bech har gennem et langt journalist liv bygget på sproget som ingen anden, været omhyggelig med det – og gjort det til sit eget. Der er delt tusindvis af sprogstærke artikler ud fra pen eller taster – og det er ikke slut endnu.
Heller ikke selvom han kastede farvel-attituden i ringen pakket ind i klummepapir i Politiken i begyndelsen af året: “Farvel og tak” skiltet blev løftet så alle kunne se det – og ærgre sig.
Men selvom fingrene kroger lidt mere, kræver de, det kreative fortælle sind og Politiken stadig spalteplads. “Bladet har tilbudt mig at fortsætte som en slags TV-anmelder”.
Nej, de har krævet det.
Og derfor fortsætter det med Rasmus og det læseværdige. Det som ikke er højtragende, men noget vi alle kan forholde os til, og lade os underholde med. Fordi: “Som en bonderøv fra Køge vælger jeg emner i gulvhøjde”.
“Bonderøven” har egentlig sin oprindelse i forstadskommunen Hvidovre. Sendt afsted på ungdomshøjskole så langt væk som ved Vadehavet, retur til den absolutte kontrast på Nørrebro Avis, som også delte nyheder med så klingende navne som Grøndals Avisen og Nordvest Avisen. Året er 1969. Og allerede året efter navnkundige Lise Nørgaards gamle redaktion på Dagbladet i Roskilde, hvor Rasmus detaljehusker en redaktør, der altid og hele tiden understregede, at fællesspisning var med to s’er -“ellers står der jo fælles pisning”.
1. maj 1977 blev første gang Rasmus Bech gik ind ad døren på Rådhuspladsen til Politiken – eller rettere: det startede faktisk på Burger King på Vesterbrogade, hvor vi holdt vores redaktionsmøde til det der blev hans første opgave, nemlig landskampen i Idrætsparken mod Polen. “Så gik det stærkt, tre uger efter blev jeg sendt til VM i badminton i Malmø, og kort efter Tour de France…”.
Siden da er det blevet til stort set alt i sportens regie – og meget andet.
“Det er et privilegium, at have fået lov til så meget. Min tid på Politiken har været fantastisk. Det er svært at remse de største op, men jeg har dækket flere end 35 slutrunder i håndbold og olympiske lege og et hav af større og mindre sportsbegivenheder. Selvfølgelig står EM-triumfen i 1992 meget højt på listen, vel nok højest. Det var kæmpe stort. Et gennembrud for dansk idræt, det fik en afsmittende effekt på al dansk sport, det fik vist at det kan lade sig gøre…”.
Og så bevæger vi os ind på noget meget nærværende for Rasmus Bech set i det historiske avis-perspektiv.
“Jeg har altid været meget optaget af idrætshistorie. Derfor var det helt særligt at komme tæt på Ragnhild Hvegner – en af dansk idræts allerstørste nogensinde”.
Her bryder jeg lige ind til ære for specielt de yngre medlemmer af vores forening – Ragnhild Hvegner? Læs lige her: svømmepige, der vandt OL-sølv i 1936 som 15-årig, 44 verdensrekorder og kåret til “århundredes idrætsnavn” på kvindesiden ved DIFs 100 års jubilæum i 1996.
“Det var spændende at skrive hendes historie. Jeg lærte hende godt at kende uden at have mødt hende. Hun fik en blodprop, følte sig flov over det og ville ikke møde nogen. Hun levede isoleret, men vi havde meget kontakt over telefonen”.
Særlige personligheder har haft et godt tag i Rasmus Bech. Således nævner han Erik Veje Rasmussen (233 håndboldlandskampe) og Michael Laudrup. “To med store idrætskarrierer, to personligheder”.
Rasmus Bech er særlig stolt af en pris (“den eneste”) han fik i 2018 – Dansk Sprognævns sprogpris. Den pris passer perfekt på en overordnet beskrivelse af manden med 52 års journalistisk virke og leg med ord. De rigtige ord.
Man fristes til at bede om gode råd omkring faget og dets udvikling. Her citerer jeg en udtalelse til “Journalisten”: ”Vi var bedre oplevere, hvis jeg må bruge det udtryk. Vores arbejde foregik primært ikke på redaktionerne, men ude blandt folk. Vi var ude i det, der populært kaldes virkeligheden”.
Og hvad så med et par fyndord til journaliststanden, generelt?
“Skab dit eget sprog – skab din egen stil. Dit sprog, dine artikler, dine sætninger. Gør dig umage”. Lyder det uden en løftet pegefinger, men med et strøg af erfaring. Fra en mand, der har sit eget sprog i sine sætninger, i sine artikler. I det hele taget.