Bettina Schjølie er ny kasserer efter Flemming Olesen

Danske Sportsjournalisters Generalforsamling 2022 - ©Anders Kjærbye

Det var en skelsættende dag for Danske Sportsjournalister, da der i forbindelse med den årlige generalforsamling 11.marts 2022 blev skiftet ud på kassererposten.

Efter 22 års tro tjeneste forlader Flemming Olesen foreningens bestyrelse, og dermed har bestyrelsen skulle finde en ny kasserer.

Valget er faldet på Bettina Schjølie, der på generalforsamlingen blev valgt til posten uden modkandidater.

Bettina Schjølie har skrevet dette om sig selv:

Jeg er 58 år, bor i Stenløse men har boet i Gladsaxe i mange år. Jeg er regnskabsuddannet og har været selvstændig bogholder i 25 år. Jeg har sideløbende læst kommunikation og læser nu til psykoterapeut på 2. år. Jeg har et rimeligt travlt liv og skriver på 12.år for Golfbladet, hvilket har bragt mig rundt i store dele af verden, hvor jeg har oplevet skønne golfbaner og kulturer på skønne destinationer. Jeg er formand for Danske Flyvejournalisters Klub og har været kasserer her siden 2015 indtil mit formandsskab. Jeg passer endvidere al bogføring i min mands virksomhed, men arbejder hjemmefra. Udover det er jeg sangerinde i 2 bands, ivrig golfspiller og holder meget sf at rejse til Liverpool og se fodbold 🙂 Ja, det lyder måske som om jeg har mange bolde i luften. Og det har jeg helt sikkert, men over det jeg holder mest af, så jeg har et skønt harmonisk liv – både privat og arbejdsmæssigt.”

Bestyrelsen ser frem til samarbejdet med Bettina Schjølie, som skal have tak for at stille op til posten som kasserer.

Samtidig skal der fra Danske Sportsjournalister lyde en stor tak til Flemming Olesen for hans enorme indsats for foreningen gennem mange år. Olesen modtog klapsalver i forbindelse med generalforsamlingen, og Danske Sportsjournalisters bestyrelse arbejder på at finde en passende måde at sige tak til Flemming på for indsatsen.