DS nedlægger Den Gyldne Pen

I disse dage modtager Danske Sportsjournalister årets sidste udgave af medlemsbladet Den Gyldne Pen.

Det er i bogstavelig forstand det allersidste blad, for bestyrelsen i Danske Sportsjournalister har besluttet at nedlægge bladet, der ellers er udkommet i næsten 30 år.

Redaktør Karl Aage Dalgaard beklager i sin leder beslutningen, men den er en konsekvens af flere ting. Mangel på annonceindtægter og en stadigt stigende digital kommunikation er ikke til at hamle op med – heller ikke for Den Gyldne Pen.

Redaktørens leder kan du selvfølgelig læse i bladet, men kan du ikke vente, kan du også læse den her.

Danske Sportsjournalisters bestyrelse arbejder videre med udarbejdelse og implementering af en ny strategi for, hvordan medlemskommunikation skal være fremadrettet. I Den Gyldne Pen kan du læse interview med formand Jimmy Bøjgaard, der berører dette – interviewet kommer også på DS’s hjemmeside senere i december.