Denne tekst er bragt i Den Gyldne Pen, hvor redaktør Karl Aage Dalgaard fortæller om beslutningen om at lukke medlemsbladet.
Af Karl Aage Dalgaard
Kære medlemmer
Indrømmet. Den Gyldne Pen har denne gang været længe undervejs – mere end et halvt år – og det er forståeligt, hvis I undrer jer over titlen på denne leder.
Den er desværre god nok. Nummeret du sidder med her bliver det sidste i bladets næsten 30-årige historie, og det betyder, at Den Gyldne Pen ikke følger med i det næste århundrede for Danske Sportsjournalister.
Forklaringen kan lyde grusom, men den er forholdsvis enkel. Den handler om økonomi. På årsbasis koster produktion og tre udgivelser med mere ca. 90.000 kroner. For at reducere bladets omkostninger bedst muligt har økonomien i flere år haft gavn af annoncører, men med tiden er mange forsvundet, og på trods af utallige opfordringer har det knebet gevaldigt at finde nye.
En anden forklaring, der gælder annoncørerne, er, at de i dag for langt størstepartens vedkommende vælger at markedsføre deres produkter i den digitale verden, og det er en udvikling, som er umulig at bremse – også for Den Gyldne Pen.
Som redaktør siden 2018 har jeg det temmelig ambivalent med beslutningen, men jeg har selv som suppleant i Danske Sportsjournalisters bestyrelse været med til at tage den – dog ikke uden lidt sværdkamp.
I det meste af 2022, hvor Danske Sportsjournalister er fyldt 100 år, har vi i bestyrelsen talt og diskuteret diverse løsningsmuligheder omkring bladet. Vi har talt om at reducere antallet af udgivelser fra tre til to, som primært har været mit ønske.
Jeg kan og skal ikke klandre den øvrige bestyrelse for ikke at lytte. Tværtimod. Jeg har modtaget roser og skulderklap for at holde en institution i foreningens historie i live, men argumenter for en mere moderne kommunikationsform via hjemmeside, nyhedsbrev og sociale medier er blevet så stærke og gennemtrængende, at selv en håbløst forelsket, uddannet journalist i tryksværte må slippe nostalgien og idealismen. Jeg er ingen Don Quijote, som i sin fantasi kæmper med får og vindmøller. Jeg holder mig til virkeligheden og fremtiden.
Når det så er sagt og skrevet, vil jeg gerne takke alle, der har stået mig bi i de små fem år, hvor jeg har siddet med taktstokken. Det har været en glæde og sand fornøjelse at være i kontakt med trofaste, dygtige skribenter og fotografer, som ofte ved siden af er kommet med gode ideer til produktionen. En meget stor tak til jer alle. Ingen nævnt, ingen glemt.
I sidste ende er hele herligheden fra gang til gang – 12 plus denne udgivelse – formidabelt blevet sammensat af grafiker Thonnes Stampe fra Intryk. En livsglad og umådelig lyn fynbo, som jeg i timevis har talt med i telefonen om alt muligt. Også fodbold på trods af at vi ikke holder med de samme røde helte, og her er der ikke tale om Danmark.
Thonnes har ikke lagt skjul på, at det bløder hans hjerte gevaldigt, at det nu er slut med Den Gyldne Pen, som han har haft fornøjelsen af at opsætte og udvikle siden 2003.
Jeg har haft det sværere end de andre gange med at skrive og redigere dette – det sidste blad i historien – men for Thonnes har det været en hård omgang. Alligevel har han i kraft af sit tårnhøje professionelle niveau atter fremtryllet et lækkert magasin, som denne gang både ser tilbage på året, der snart er gået, og også tager et fremtidskig for Danske Sportsjournalister – uden Den Gyldne Pen.
Jeg håber, at I alle er klar til endnu en sidste svingom med en kær ven, som jeg aldrig vil glemme, og som jeg i slutningen af denne sidste udgave vil fortælle om. God jul og læselyst.
Tak for dansen
Redaktøren