
I sidste uge lancerede Danske Sportsjournalister en ny podcast-kanal med en serie skabt af medlemmerne Lone Pagh og Susanne Horsdal.
De første tre episoder er allerede online, og nu er en sær-episode også klar. Du finder alle episoder via dette link.
Herunder kan du desuden læse om og lytte special-episoden fra podcast-serien med titlen ‘PIONEREN’:
PIONEREN
Da Ingelise Beuschel i 1957 som 20-årig bankede på døren til Ekstra Bladets sportsredaktør, var det for at få avisen til at skrive mere om kvindehåndbold, som hun selv spillede i FIF og på landsholdet. Da hun forlod kontoret, var hun tilknyttet sportsredaktionen og blev senere fastansat journalist samme sted. I afsnittet PIONEREN fortæller Ingelise Beuschel blandt andet om at være ene kvinde i datidens sportsjournalistiske verden, om tonen på bladet, om kilder, der var lidt for gode venner med journalisterne, om at møde Tarzan, om at være tæt på terror – og om, hvorfor hun besluttede sig for at stoppe på sporten, mens hun stadig var på alder med udøverne.
Idé, interview og produktion: Journalist Lone Pagh og journalist Susanne Horsdal