Knud Brix hylder Jan Jensen

Tekst og foto: Anders Kamper

Håndtrykket er fast og stemmen er velkendt:

– Selvfølgelig har jeg tid – kom indenfor!

Knud Brix er chefredaktør på Ekstra Bladet, men noget hjørnekontor har han ikke. Men tid har han til at sætte et par ord på Blodbold og på, at en af hans reportere, Jan Jensen, er blevet Årets Sportsjournalist. Knud Brix er selv deltager i produktet som spørger og vært.

– Det er med en blussende stolthed, at vi har fundet en kanal, hvor man kan lave et samlet narrativ og kan bringe de kritiske historier, som Jan har gået og dryppet af de sidste 14 år. Når jeg er stolt, så er det, fordi det er svært at forestille sig mange andre medier, hvor det kunne lade sig gøre at lade en mand grave i en sag, som Jan har gjort. Han har haft det overblik, hvor der blev set frem til 2022 med magre år undervejs, hvor ingen interesserede sig for FIFA eller Qatar – men det gjorde alle til sidst. Journalistik skal måles på, om man også er der de magre år, og det har Jensen eddermame været! Samtidig er det så sigende for ham, at nu er verdens øjne rettet væk fra Qatar, men lur mig, om ikke Jan ikke kommer herind en dag med et ønske om at kunne rejse tilbage til Qatar for at følge op på VM. Det kendetegner Jan – en integritet og en vilje til at blive ved med at dække en historie, mens alle andre kigger væk. Det er visionært, at han så de problemer i FIFA og en korruption, der var så voldsom, og det tjener ham til ære. Derfor er jeg enormt glad for og stolt af, at han er blevet honoreret og hyldet med en pris hos Danske Sportsjournalister, siger Knud Brix.

Har du selv en fascination af balladen i FIFA?

– Jeg er i den underlige situation, at selve fodbolden ved jeg ikke meget mere om end en almindelig skoledreng. Jeg forstår det og følger med, og det her har været en dannelsesrejse at følge og forstå Jans ægte barnlige glæde ved fodbolden, og den smitter jo. Jeg er selv blevet mere interesseret i fodbold som sådan, men jeg har altid haft en sød tand for korruption og rævekager på det niveau. Derfor har det været ekstremt spændende at følge Jans detektivarbejde i forhold til afsløringerne, de lukkede rum, magtkritikken og alt rundt om. Alt det interesserer mig, og tilsæt så fodbold, så er det interessant.

Men at en podcast om FIFA skulle blive en succes var vel svært at forudse?

– Jeg var selv med til at sætte det her i gang, og Jan har jo skrevet om det, uden at han har ramt forsiderne hver gang. Det har ofte ligget bagerst i avisen lige inden vejret, men for mig var det spørgsmål om kapacitet, og den har vi. Op til VM skulle man jo være blind og døv for ikke at kunne se, at der ville komme interesse for VM og Qatar, og så var der en tanke om at få skubbet Jan frem på den store scene. Vi skulle finde et format, der kunne forløse det, og det var interessant. Alle får jo den der ”kan det virkelig passe”-fornemmelse, når man hører de historier fra FIFA, og Jan er både ekspert samtidig med, at den mundtlige fortælling ligger godt til ham. Der er jeg den lidt uvidende, hvor han er eksperten, der kan fortælle det, så selv jeg kan forstå det. Den store hurdle er jo at formidle alle rævekagerne, så det bliver spændende. Det er sjovt at tappe ind i Jans hjerne, der er så fyldt med det her og så finde ud af, hvordan vi forædler det og formidler det. Men det er ikke min fortjeneste – jeg er vel det, man kan kalde posterboy, som stiller de dumme spørgsmål på vegne af lytterne og som bliver uddannet undervejs. Jeg er med på rejsen sammen med lytterne, men det her er Jans og holdets fortjeneste.

Har Jan og holdet carte blanche til at rejse verden rundt så længe, der er lyttere til Blodbold?

– Man skal altid passe på med blankochecks, men jeg har svært ved at forestille mig, at vi ikke ville prioritere det, hvis Jan kommer med en god historie. Man lytter, når Jensen kommer med noget – lad mig sige det sådan. Han kommer ikke med halvbagte ting, og jeg ved, at hvis Jan kommer med noget og gerne vil det, så er det, fordi det er vigtigt. Og eftersom, at jeg har besluttet, at Blodbold er vigtigt for os og Jans arbejde, så skal der meget til, før vi ikke tager afsted.