Vinder af Årets Sportsbog: Omfang og tidsforbrug er heldigvis ikke alt

Danske Sportsjournalisters generalforsamling og Sportsjournalisternes Dag den 3. marts 2023 på Restaurant Pilen, Frederiksberg. Foto: Claus Birch

Anders Haahr Rasmussen er overrasket men utroligt glad over prisen for Årets Sportsbog 2022.

Tekst: Karl Aage Dalgaard
Foto: Claus Birch

Årets Sportsbog er en særlig specialpris i Danske Sportsjournalister, for alle kan blive indstillet, og alle kan indstille, og det giver som regel et meget stort, meget bredt og meget broget felt, for der kommer altid mange indstillinger fra alle mulige og umulige forlag.

Marco de los Reyes har talt op, at der i 2022 blev udgivet op mod 40 bøger, der havde et eller andet med sport at gøre, og komiteen bag kåringen af årets vinder endte med at have omtrent 20 bøger til læsning og gennemsyn; alt lige fra Tour de France og badminton til tennis og ultraløb, fra fodboldtaktik i 1800-tallets Danmark til stadionbesøg i Tyskland.

Gennem en tæt afstemning, hvor stemmerne fordelte sig bredt, nåede komiteen frem til tre nominerede: ’Da Frederik vandt Wimbledon’ af Anders Haahr Rasmussen, ’Le Tour’ af Nils Meilvang og ’Verden af vilje’ af Bastian Emil Goldschmidt.

På Sportsjournalisternes Dag 3. marts afslørede Martin Davidsen vinderen, som blev ’Da Frederik vandt Wimbledon’.

– Et eventyr. Det er undertitlen på ’Da Frederik vandt Wimbledon’, og det er i sandhed et eventyr om en dansk fyr, der egentlig ikke skulle have været med i turneringen, men kommer med på et wildcard, låner nogle sko af en kollega og ender med at vinde hele turneringen.

– Men udover at være en underdog-fortælling, er bogen også en skildring af en atlets indre kampe, om tennissportens traditioner og ritualer og om hvad der sker, når pokalen er overrakt. Selvom det ikke er nogen tyk bog, er det en bog mættet med fortællinger, detaljer, stemninger og følelser, og vi kommer hele vejen rundt om og bag om Frederik Løchte Nielsens utrolige triumf, sagde Martin Davidsen.

– Fortællingen er drevet af passion og kærlighed til tennissporten, og både forfatteren og hovedpersonen bidrager med tennisviden, fortællelyst og en detaljerigdom om alt fra Wimbledons særlige græs til dilemmaet, om man skal klippe sine negle undervejs i turneringen, eller om det nu giver uheld. Som læser er man efterladt med indtrykket af, at man har været med som ledsager på hele rejsen.

– Anders Haahr Rasmussen skriver i bogens forord, at Frederik Løchtes triumf ved Wimbledon slet ikke fik nok opmærksomhed i de danske medier, da han og Jonathan Marray vandt Wimbledon i 2012. Hvor var F-16-flyene? Hvor var rådhuspandekagerne? Danske Sportsjournalister kan ikke skaffe F-16-fly eller rådhuspandekager, men foreningen kan give Anders og Frederik prisen for Årets Sportsbog 2022.

Anders Haahr Rasmussen er ikke bare overrasket. Han er utroligt glad.

– Måske endnu gladere, fordi jeg ikke havde forventet det. Jeg var nomineret sidste år med ’Al den vrede’ (Serena Williams, red.), en noget mere omfattende bog, som jeg havde brugt tre gange så lang tid på, så da den ikke vandt, forestillede jeg mig ikke, at ’Da Frederik vandt Wimbledon’ havde nogen chance. Men omfang og tidsforbrug er heldigvis ikke alt.

Hvad betyder prisen for dig?

– Den betyder, at jeg har haft lidt nemmere ved at kravle op ad stigen til min lille skrivehems hver morgen. Der er ikke mange penge i at skrive den slags bøger, jeg skriver. Salgstallene er meget små. Lige da bogen her var udkommet sidste sommer, og Frederik og jeg havde gæstet Go’Morgen Danmark under Wimbledon og 10-året for hans triumf, selv da var den ikke på hylden, når jeg snusede rundt i Bog & Idé-butikkerne. Det flyver af en eller anden grund under radaren. Til gengæld havde de 10 bøger om cykling. På den måde kan det være svært at holde motivationen oppe, men når ens kolleger læser den og kårer den til Årets Sportsbog, så hjælper det på det.

Hvad kan/vil du bruge prisen til?

– Blomsterne står her på spisebordet foran mig, vinen står i skabet, klar til at blive trukket op, måske allerede i aften, og det flotte diplom, eller hvad vi skal kalde det, hænger allerede på væggen bag mit skrivebord. Hvis så prisen kunne give folk lyst til at læse bogen, ville det gøre mig mægtig glad.

Anders Haahr Rasmussen (født 1979) er journalist, forfatter og foredragsholder. Han har udgivet en række bøger og skriver blandt andet for Politiken, Zetland og Dagbladet Information. Derudover arbejder han som tenniskommentator for Discovery. Han var vært på Radio24syvs Wimbledon-programmer og sammen med Emma Holten vært på P1’s Manderegler. Bag sig har han en cand.public-grad fra Syddansk Universitet og en MA i sociologi fra The New School for Social Research.