Silkeborg IF vandt årets pokalfinale efter en 1-0-sejr over AGF i Parken på Kristi Himmelfartsdag, og der var masser af anerkendelse til SIF-spillerne i forbindelse med opgøret.
Traditionen tro kårede Danske Sportsjournalister Årets Pokalfighter gennem afstemning, og vinderen af prisen blev også fundet på Silkeborg-holdet.
Det blev således Silkeborg-spilleren Stefán Teitur Thórdarson, der blev kåret til Årets Pokalfighter.
22 journalister gav stemmer i forbindelse med kåringen, og Stefán Teitur Thórdarson vandt prisen foran holdkammeraterne Anders Klynge og Tonni Adamsen, der også fik en god portion stemmer.
Islandske Stefán Teitur Thórdarson modtog pokalfighter-prisen af vinderne af Årets Sportsjournalist, Dan Philipsen og Lars Bruun-Mortensen fra TV2.
Det er 70. gang, at Danske Sportsjournalister er med til at kåre Årets Pokalfighter i forbindelse med den danske pokalfinale.