Af Jimmy Bøjgaard
Vi har jo den holdning i Danske Sportsjournalister, at vi gerne hjælper vore medlemmer, og mange andre, med at gøre opmærksom på fx bogprojekter.
Normalt er det vores kære webredaktør Martin Davidsen, der utrætteligt står for at publisere den slags her på sitet, men nu er han selv udkommet med et aktuelt værk, og jeg synes ikke han skal snydes for omtale, blot fordi han har dobbelt-kasket på her på grund af sit frivillige virke i DS.
Martin har skrevet en ny e-bog om OB’s nedrykning.
60 sider om den fynske stoltheds deroute, som allerede udkom i weekenden.
En analyse af OB’s forfald fra storklub til nedrykning fra Superligaen, og her skriver han blandt andet om mangel på kultur, kompetencer og kontinuitet.
Bogen kan downloades hos Martins medie Stemmer fra Ådalen. Den koster 99 kroner i denne uge, hvorefter prisen stiger til 149 kroner. Find bogen via dette link.