Nyhedsbrev fra bestyrelsen: Septemberhilsen i en travl tid

[DK=20240308: Danske Sportsjournalisters generalforsamling 2024 på Restaurant Allegade - ] [UK=20240308: Danish Sportspress Congress 2024]

Sommeren er for længst forbi, og der er fuld gang i den på landets redaktioner. Knapt var EM, Tour de France og OL overstået, før der ventede nye opgaver. Sæsonen kører derudaf i snart sagt alle sportsgrene, og det er stærkt at opleve alle de gode historier og produktioner fra vores mange medlemmer rundt omkring i landet.

I Danske Sportsjournalisters bestyrelse har vi brugt de seneste måneder til at reflektere over foreningens position og udvikling, og på seneste bestyrelsesmøde her i september, har vi sat flere ideer i søen.

Vi ønsker fortsat at være en aktiv forening med sociale og faglige arrangementer, så der vil i den kommende tid komme mere info om planlagte aktiviteter. Sæt allerede nu kryds i kalenderen 15. november, hvor vi vil lave en optakt til landskampen Danmark-Spanien for vore medlemmer.

Vi ønsker også mere liv på hjemmesiden, men vi mangler ressourcer til dette, og vil drive hjemmesiden i det omfang, det er muligt.  Vi hører gerne fra folk, der ønsker at bidrage som skribenter.

Endelig lytter vi til de meldinger, vi får fra medlemmer af foreningen om de udfordringer, der kan være med at dække sport på elite- og breddeniveau rundt om i landet.

Sportsjournalistikken i almindelighed og medieverdenen i særdeleshed er inde i en vild udvikling i disse år, og det ønsker vi også at fokusere på i Danske Sportsjournalister. Vi planlægger arrangementer om både medieudvikling, AI-teknologi og andre temaer i løbet af 2025.

Samtidig har vi nogle faste holdepunkter i foreningen, og vi begynder allerede nu at glæde os til nytårskur i januar samt generalforsamling og prisfest i marts næste år. Vi åbner snart op for indstillinger til de forskellige priser, så begynd allerede nu at overveje, om en kollega fortjener hæder og ære, når der er prisfest til marts.

Danske Sportsjournalister oplever i øjeblikket en pæn tilgang af medlemmer, og vi glæder os over, at nye kræfter kommer til i foreningen. Vi vil gerne rumme både unge og erfarne medlemmer, og vi hører gerne fra jer om ideer til arrangementer, tiltag eller lignende.

Med ønske om et godt efterår i sportens tegn.

Bestyrelsen.

Foto: Anders Kjærbye