Mange af Danske Sportsjournalisters medlemmer er aktive på mange fronter. Således ser vi år efter år medlemmer udgive læsværdige sportsbøger. Således også dette efterår.
Med jævne mellemrum vil Danske Sportsjournalister omtale nye sportsbøger på vores website.
Denne gang sætter vi fokus på bogen ‘1974’, der er skrevet af tyske Ronald Reng og oversat af DS-medlem Lars Werge.
Bogen udkommer på Forlaget Werge & Whitt, der har denne beskrivelse af udgivelsen:
NY BOG: ET ENESTÅENDE INDBLIK I TYSK HISTORIE – MED FODBOLD SOM PRISME OG OMDREJNINGSPUNKT
Ronald Reng: ”1974 – Et tysk møde” udkommer på dansk 30. oktober. Bogen har dansk forord ved Lykke Friis.
Den eneste gang, Vesttyskland og Østtyskland mødtes i en fodboldkamp, var under VM-slutrunden i Vesttyskland 22. juni 1974. Kampen fandt sted midt i verdenshistorien. Få uger forinden var den vesttyske Bundeskanzler, Willy Brandt, trådt tilbage som følge af en spionskandale. Fængslerne i Vesttyskland husede medlemmer af Rote Armé Fraktion, der havde udøvet terrorvirksomhed. Og ned gennem de to tysklande dannede Muren den konkrete grænse mellem Østen og Vesten.
Den Kolde Krig var i fuld gang, og sport blev brugt af statslederne som reklame for ideologierne. Våbenkapløbet fandt både sted på fodboldbaner og stadioner, og det materialiserede sig i disse år også med opstilling af atomvåben mange steder på europæisk jord.
Samtidig var VM 1974 en fodboldslutrunde, der markerede mange nybrud: Kampene blev sendt direkte på tv i farver og med langsom gengivelse af scoringer og kritiske situationer. Samtidig var det slut med Brasiliens sportslige dominans i fodboldspillet, som nu blev præget af blandt andet hjemmeholdet Vesttyskland med stjerner som Franz Beckenbauer, Gerd Müller og Günter Netzer.
Den tyske journalist og forfatter Ronald Reng har skrevet en medrivende beretning med udgangspunkt i fodboldkampen – men bogen fortæller om et splittet Tyskland og et Europa, der var præget af kold krig, spionage, terrorisme og stigende vækst. Alt dette indkapsler forfatteren på fornem vis i en samtidshistorisk fortælling på højeste niveau.
Ronald Reng lader en lang række tilsyneladende bipersoner fortælle historien. Han kalder dem tidsvidner, der fylder historien med liv. ”1974 – Et tysk møde” beskriver således de modsætninger i de tyske befolkninger, der for en enkelt aftens vedkommende i Hamburg midt i politisk højspændte måneder og år bragte borgerne sammen både i ånden, på tribunerne og i et fællesskab.
Bogen har et særligt dansk forord af Tysklands-ekspert og fodboldfan Lykke Friis, der er direktør for Tænketanken Europa. Og den er oversat og bearbejdet til dansk af journalist og forfatter Lars Werge.
”1974” blev udgivet i Tyskland i marts 2024 og rost til skyerne af de tyske medier og anmeldere. Nu udkommer fortællingen på dansk på Forlaget Werge & Whitt. Bogen er forsynet med et dansk forord ved Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, og hun skriver blandt andet:
”Det er samfundshistorie på øverste hylde, som giver et unikt indblik i Rote Armee Fraktions indre liv, kansler Willy Brandts exit efter afsløringen af, at Stasi havde plantet en spion på hans kontor og i østtyskernes hverdag. Ambitionsniveauet er ikke til at tage fejl af: kan man virkelig indfange en hel epoke, halvfjerdserne, igennem en enkelt fodboldkamp eller enkelt dag? Mit svar er ja, men bedøm selv.”
Yderligere information mv. – Lars Werge, tlf. 2986 6707, mail lars@werge.dk