Tekst: Flemming Toft
Sportsjournalistikken i TV-mediets regie fik et nyt ansigt op gennem 90erne. I form af det nye TV-tilbud fra Kvægtorvet i Odense – markedsført gennem et kendt håndboldansigt.
TV 2 og specielt Morten Stig Christensen tog fat og slog an. I en fornyet form med hovedvægten lagt på live-udsendelser og – kald det – innovation. To TV 2 etiketter, der sammen med Morten Stig, skulle fylde stuerne. Og gjorde det.
Morten var med i skurvognen, da det hele skulle bygges op, han fik sit helt store gennembrud da den folkelige “foræring” kom med EM-triumfen i ´92, da Tour’en for alvor blev sommerens TV-tapet, da Le Mans satte farten op og studieudsendelserne fyldte søndag aften. Han blev dagligstuens foretrukne – men ville mere end sit glatte ansigt. Han lod sig involvere i den journalistiske baggård, fordi hans TV 2 dna pumpede i hver en vene, og fordi han ønskede at brede sporten ud.
Han blev helt naturligt TV-Sportens chef, som med den ene hånd skulle lede en voksende afdeling og med den anden føre “politiske” kampe i og uden for huset.
Morten Stig brændte for en mere omfattende sportsdækning og TV 2 ekspanderede under hans ledelse. Håndbolden lå tæt på hans kraftfulde højrehånd og blev et mediemæssigt image.
Derfor var det lige så naturligt, da han trådte mere tydeligt ind på banen og fik topposter i dansk håndbold. Med samme engagement som i TV 2-dagene og med samme ildhu for samspil og kærlighed overfor dem han mødte, og det han kæmpede for.
En varm og altid åben person, en med et markant aftryk på dansk sport (især håndbold) og sportsmedieverdenen. En fremtrædende personlighed.
Alle tanker til hans familie – og til Morten selv. Livet satte dig alt for tidligt af.