Nyhedsbrev fra bestyrelsen: Julehilsen efter et vildt år i sportsjournalistikken

[DK=20240308: Danske Sportsjournalisters generalforsamling 2024 på Restaurant Allegade - ] [UK=20240308: Danish Sportspress Congress 2024]

Julen står for døren, og et nyt år rinder ud. Det er den traditionelle indledning på dette nyhedsbrev, der lukker et år ned, som har været alt andet end traditionelt i sportsjournalistikken.

På den ene side har det været et stort år med store danske sportspræstationer, som er blevet dækket stærkt og grundigt af mange af foreningens medlemmer ved diverse internationale mesterskaber og ikke mindst ved OL og PL i Paris i sommeren 2024.

Det er fremragende at opleve, hvordan sportsjournalistikken er med til at sætte dagsordenen i mediebilledet med stærke fortællinger, kritiske interviews, nye afsløringer og indsigtsfulde analyser. Plus alt det andet. Igen og igen beviser vores medlemmer, at sportsjournalistikken er stadig relevant og vigtig.

På den anden side har 2024 været et hårdt år for sportsjournalistikken. Branchen er i opbrud, og vi ser flere medlemmer miste deres job. Sportsjournalistikken er under pres, og der sker i disse år store forandringer på landets redaktioner. Det er vi meget opmærksomme på hos Danske Sportsjournalister, og vi sætter blandt andet fokus på udviklingen, når vi samles til Nytårskur på Hotel Absalon den 8. januar. Husk tilmelding til dette.

I bestyrelsen har vi også oplevet 2024 som et år med både glæder og udfordringer. I marts var mange medlemmer samlet til en af de bedste udgaver af Sportsjournalisternes Dag i mands minde. Det var stort at opleve den gode stemning. Omvendt var der ikke meget tilslutning til et par af de andre arrangementer, som vi planlagde, men måtte aflyse på grund af for få tilmeldinger.

Når vi kigger frem mod 2025, glæder vi os igen til de efterhånden traditionsrige arrangementer som nytårskuren, Sportsjournalisternes Dag og veteranfrokosten, og vi ønsker også at lave flere medlemsaktiviteter – hvis der er ønske om dette blandt medlemmer.

Vi vil som bestyrelse i 2025 lægge op til en dialog med medlemmerne om foreningens formål, og hvad man som medlem ønsker, at vi i bestyrelsen bruger vores tid og kræfter på. I den forbindelse vil vi også her gøre opmærksom på, at man som medlem altid er velkommen til at komme med ideer, input eller andet til bestyrelsen.

Mange tak for 2024 – vi glæder os til 2025.

/Bestyrelsen.