Fortællinger fra DS: Det begyndte med en pub-quiz

Næsten hele bestyrelsen af Gandil-Selskabet var tilstede for at hylde Sepp Piontek på fodbold-symposiet. Jesper Ralbjerg og Michael Kjærbøl er henholdsvis nr. tre og fire fra højre. (Foto: Claus Birk)

Gandil-Selskabet blev stiftet i 2024, og den fodbold-historiske forening har lagt godt fra land. Flere sportsjournalister deltager, og for medlemmer af vores forening er der masser af gods at hente

Af Niels Idskov

FODBOLDHISTORIE er altid populært, og interessen mindskes ikke med alderen og med tiden. Internettet flyder over med hjemmesider, der rusker op i gamle klubminder, ranglister over landsholdsspillere og den slags. Og i det forgangne år kom så den tiltrængte nyskabelse og samlende kraft på området, nemlig stiftelsen af en fodboldhistorisk forening, der kalder sig for Gandil-Selskabet.

Billedtekst 1: Sepp Piontek blev den første modtager af Gandil-prisen, der blev uddelt ved Gandil-Selskabets fodboldsymposium i oktober sidste år. (Foto: Claus Birk)

Det er to gamle skolekammerater fra Albertslund – hvor den nye landstræner Brian Riemer stammer fra – der omtrent samtidig fik idéen til selskabet, som i oktober 2024 brød igennem til offentligheden med et velbesøgt fodbold-symposium på Absalon Hotel i København.

Fra scenen blev gæster som bl.a. eks-landstræner Sepp Piontek interviewet, et par nye fodboldbøger blev præsenteret, og der var også paneldebat med bl.a. journalist Jan Jensen fra Ekstra Bladet og hans kamp mod korruption og andre skandaler i FIFA.

” Ja, det var en rigtig godt start for os,” lyder det samstemmende fra de to initiativtagere til Gandil-Selskabet, nemlig Michael Kjærbøl og Jesper Ralbjerg. Både aktuelt og for længere tid siden har de hver for sig udgivet fodboldbøger, men pludselig slog det ned i dem, at der var behov for at tænke i større rammer, at få den mangeårige interesse sat i system og organisation.

Gamle klassekammerater fik idéen 

Tanken bag Gandil-Selskabet fik vinger at flyve med på den velrenommerede Frederiksberg-ølbar Frederik VI, hvor de to fodboldhistorikere holder hof og samler bestyrelsen, og hvor interessen for det historiske blev holdt vedlige med deltagelse i flere pub-quizzer.

Michael Kjærbøl, der er lærer, er ikke bleg for at give Jesper Ralbjerg, der arbejder som oversætter, kredit for at føde idéen om en fodboldhistorisk forening. Men måske de faktisk har fået tanken samtidigt, idet de har haft mange af de samme interesser gennem mange års venskab – født helt tilbage fra tiden som klassekammerater for snart et halvt århundrede siden på Sydskolen i Albertslund.

”På Bogforum i 2023 var er et indslag om Steffen Pedersens biografi, Dirigenten, om Søren Lerby. Det gik fint, men alligevel var det som om, at det druknede i helheden. Vi tænkte, at fodbolden havde brug for sin egen bogmesse, og deraf udsprang idéen om Gandil-Selskabet,” fortæller Michael Kjærbøl.

Opkaldt efter B93-stifter

Gandil-Selskabet er opkaldt efter Johannes Gandil og er stiftet i april 2024. Johannes Gandil var medstifter af B93 og nåede en enkelt landskamp. Han var også aktiv som leder og var i 1939 manden bag det gigantiske værk Dansk Fodbold på hele 720 sider.

Gandil-Selskabet er en forening for forfattere, journalister, samlere og statistikere, der i fællesskab vil løfte dansk fodbolds kultur og historie, som det hedder.

Et kig på selskabets hjemmeside giver et indblik i et væld af tilbud   for den sultne fodbold-tilhænger på jagt efter ”gammelt nyt”, og den glubende interesse for dansk fodbolds historie understreges af aktiviteten i Facebook-gruppen Dansk fodbold gennem tiderne. Den er oprettet af Gandil-folk i 2021 og har i dag hele 27.000 følgere.

Gandil-Selskabet er et nonprofit selskab, hvis største kapital og drivkraft er entusiasmen omkring dansk fodboldhistorie, på klub- såvel som landsholdsplan. Der er masser af fodboldhistorie at hente på selskabets hjemmeside, som bl.a. er i færd med at oprette online-bibliotek med anbefaling af vigtige danske fodboldbøger.

Tidligere landstræner Sepp Piontek indtog en hovedrolle på det symposium i København i oktober sidste år, som reelt var Gandil-Selskabets debut i offentligheden, idet han både deltog i paneldebat om firserlandsholdet og fik æren af som den første at blive tildelt Gandil-Prisen.

Mindesmærke på vej for 1960-flyulykken

I det nye år er der linet op til to arrangementer i fodbold-selskabet. Allerede søndag 30. marts er der indkaldt til fodboldsymposium i Odense, mere præcist hos B1909 på Gillestedvej. På programmet er fodboldtalks, debatter og bøger samt deltagelse af tidligere landsholdsspillere.

Der er planer om endnu et symposium til efteråret i København, og dertil kommer et projekt, som selskabet har igangsat i samarbejde med Københavns Kommune. Det handler om at opsætte et varigt mindesmærke for de otte fodboldspillere, der omkom ved flyulykken i Kastrup Lufthavn i sommeren 1960 – kort tid før OL i Rom.

”I år er det 65 år siden, at denne tragedie for dansk fodbold fandt sted, og vi er i fuld sving med projektet, som ventes færdig i 2026, ” fortæller Michael Kjærbøl.

Gandil-Selskabet er i øvrigt en forening, der rækker ud til alle tænkelige samarbejdspartnere i fodbold-Danmark – fra DBU og alle klubberne, til Danmarks Fodboldmuseum i Aarhus osv.

Bestyrelsen i Gandil-Selskabet består udover Michael Kjærbøl og Jesper Ralbjerg af Steen Larsen, Simon Neergaard-Holm, Morten Michaelsen, Svend Rybner og Søren Brøndum Laursen samt journalisterne Martin Kloster og Jimmy Bøjgaard, sidstnævnte formand for Danske Sportsjournalister.