Af: Anders Kamper
Fra mandag og frem til frokosttid tirsdag var Danske Sportsjournalister værter for det nordiske møde, der afholdes på skift hvert andet år mellem Danmark, Island, Norge, Sverige, Finland og Estland.
Mødedelen blev holdt på Absalon Hotel, hvor vores gæster også overnattede. Finland var ikke repræsenteret denne gang, men det var de andre lande med tre fra Danmark (Jimmy Bøjgaard, Jan Jensen og Anders Kamper), Sverige (Jens Littorin og Daniel Enestubbe), Norge (Gunnar Grindstein og Erik Johansen), Island (Edda Sif Palsdottir, Thorkell Gunnar Sigurbjórnsson og Sindri Sverrison) og Estland med Marjaa Värv og Gunnar Leheste.
Efter velkomst og kort præsentation kom DIF-formand Hans Natorp og gav en times orientering om verdensidrætten og dens udvikling og udfordringer og hvordan det er at være formand i en tid, hvor sport og politik konstant kædes sammen. Hvert land gav en status på deres foreningers virke, og det er vidt forskelligt, hvordan medlemstallet er, og hvor højt aktivitetsniveauet er. Norges konference for kvindelige sportsjournalister gav inspiration til alle omkring bordet.
Mødet blev afsluttet med snak om situationen i sportsjournalisternes internationale organ, AIPS. Mere om det på et andet tidspunkt. Aftenen blev afsluttet med middag på restaurant Vita i Københavns indre by, hvor den uformelle snak gik lystigt over bordet det sprog, der nu skulle til.
Tirsdagens ene punkt var et besøg i JP Politikens Hus, hvor Ekstra Bladets kommercielle chef, Anders Borup, fortalte, hvad det har betydet for dem at indlemme bold.dk, Holdet, og feltet.dk i butikken. Og det er ikke så lidt både set i relation til mandskab og økonomi. En pariserbøf og et gruppebillede efter, så var Nordisk Møde 2025 kommet til sin afslutning.
Stor tak til Politiken Fonden for deres støtte til arrangementet.