Hvem skal være Årets Sportsjournalist 2025?
Det spørgsmål har Danske Sportsjournalister stillet gennem de seneste måneder, hvor der har været åbent for indstillinger til den prestigefyldte pris og Den Gyldne Pen, der er blevet uddelt siden 1962.
Titlen gives, efter indstilling fra medlemskredsen og efter afstemning i foreningens bestyrelse, til et eller flere medlemmer, som i det forudgående år har udmærket sig ved en opsigtsvækkende og betydende journalistisk indsats i ord eller billeder, og som gennem sin præstation har skabt respekt om dansk sportsjournalistik samt højnet branchens anseelse og troværdighed.
Da der er tale om en påskønnelse for en særlig indsats i det forudgående år, kan prisen godt tilfalde et eller flere medlemmer, der tidligere er blevet hyldet som “Årets Sportsjournalist”.
Kun medlemmer af Danske Sportsjournalister kan indstille kandidater til Årets Sportsjournalist, og kun medlemmer af Danske Sportsjournalister, som har været medlem hele det år, udmærkelsen omhandler, kan vælges som Årets Sportsjournalist.
I år er syv forskellige personer blevet indstillet, men kun fire kommer i betragtning til prisen, da man skal være medlem af foreningen for at blive kåret som Årets Sportsjournalit.
Her er de fem kandidater, der kommer i betragtning til prisen:
- Robert Hendel – for serie om grænseoverskridende visitationer ved en Superligakamp
- Thomas Kristensen – for åbenhjertige interviews med danske landsholdsspillere
- Lars Bruun Mortensen – for afslørende historier i håndboldens verden
- Søren Lissner – for artikelserien “Børnefodbold A/S” i Politiken
Desuden er tre personer blevet indstillet, men de kan ikke komme i betragtning til prisen, da de ikke er medlemmer af foreningen:
- Farzam Abolhosseini – for sin transferdækning og mange afsløringer
- Lasse Vøge – for sin brede og dedikerede sportsdækning på B.T. næsten ene mand.
- Luna Christofi – for hendes dækning af international fodbold og Formel 1
Det er bestyrelsen i Danske Sportsjournalister, der i sidste ende kårer Årets Sportsjournalist.
Vinderen af prisen som Årets Sportsjournalist bliver kåret fredag den 20. marts 2026 i forbindelse med Sportsjournalisternes Dag, hvor Danske Sportsjournalister afholder den årlige prisfest for foreningens medlemmer.
Tilmelding til dette arrangement åbner i næste uge.