Årets Sportsjournalist 2025: Søren Lissner vinder Den Gyldne Pen

Søren Lissner blev kåret som Årets Sportsjournalist ved Sportsjournalisternes Dag 2026 Photo: Anders Kjærbye - fodboldbilleder.dk

Politikens sportsjournalist Søren Lissner kan fremover kalde sig Årets Sportsjournalist 2025. Han har således vundet hovedprisen ved Danske Sportsjournalisters årlige prisfest, hvor han fredag aften har modtaget Den Gyldne Pen som synligt bevis på titlen.

Sportsjournalisternes Dag 2026
Photo: Anders Kjærbye – fodboldbilleder.dk

De øvrige nominerede til prisen var TV 2’s Lars Bruun Mortensen for afslørende historier i håndboldens verden og Robert Hendel for artikelserien på sn.dk om grænseoverskridende visitationer ved en Superligakamp sn.dk.

Søren Lissner vinder prisen for artikelserien “Børnefodbold A/S” i Politiken, hvor han gennem en række historier har belyst forskellige aspekter af den mere og mere eliteprægede børnefodbold i Danmark, hvor klubber jagter spillere og dyrker en elitær talentudvikling ned i en meget ung alder.

I motivationen lyder det blandt andet:

Serien Børnefodbold A/S kulminerede med 10 artikler i 2025 efter at være blevet skudt i gang i 2024 med yderligere 5 artikler, alt sammen i Politiken.

Samlet tegner de et skræmmende billede af, hvordan jagten på den næste Christian Eriksen og Victor Froholdt er rykket ned i den alder, hvor børnene skal have hjælp til at snøre støvlerne. Hvordan store klubber går organiseret til værks for at finde talentfulde drenge ned til 5-6 år. Hvordan forældre presser på. Hvordan regler bliver bøjet eller brudt, mens der ledes nøje efter huller i fodboldens love. Og hvordan talentjagten er rykket over Øresund. Alt sammen, selv om sagkundskaben siger, at det i den alder er umuligt at forudse, hvem der kan blive til noget senere hen. Konsekvensen er en stor udskiftning af spillere år efter år, hvor talrige unge knægte vælges fra og står tilbage med knuste drømme og i nogle tilfælde en lede ved den sport, der skulle være deres frirum.

Børnefodbolden omkring de store klubber et meget lukket miljø, hvor der hersker stor loyalitet blandt forældre og ansatte i diverse samarbejdsklubber. De store klubber har haft en klar interesse i at kvæle eller nedtone historier om rekruttering af børn ned til seks år, ligesom DBU har haft en interesse at undgå fokus på, hvordan reglerne er blevet brudt uden konsekvens – og hvordan tilliden til systemet er forsvundet.

Derfor har det krævet meget kildearbejde at få flere til at stå frem med kritik og eksempler på, hvordan mastodonter som FCK, FCN og AGF har fisket børn i mindre fodboldforeninger.

Fra ikke at kende en eneste kilde i børnemiljøet har Søren Lissner opbygget et netværk på den anden side af 100, ligesom han har brugt rundspørger til at substantiere problematikken og finde konkrete sager, som det har krævet yderligere kildearbejde at dokumentere.

Søren Lissner fortjener både prisen på grund af seriens indhold, konsekvenser og metoden bag den.

Tillykke til Søren Lissner!