Fredag den 20. marts løber en af årets store højdepunkter af stablen i foreningen Danske Sportsjournalister.
Det er blevet tid til den årlige generalforsamling og prisfest, hvor der skal uddeles fem specialpriser og hovedprisen Årets Sportsjournalist.
De fem specialpriser bliver uddelt for 12. gang, og det er efterhånden en stærk tradition i foreningen. Siden 2014 har foreningen uddelt priserne Årets Ankerdal, Årets Fortæller, Årets Sportsbog, Årets Digitale Hit og Årets Sportsfotograf, og mange forskellige personer har vundet priserne gennem årene.
Specialpriserne er således et billede på bredden i branchen, og kigger man på listen over tidligere vindere er mange medier repræsenteret: Folk fra henholdsvis Ekstra Bladet, Tipsbladet, Mediano, Jyllands-Posten, TV 2, DR, Radio 4, Skive Folkeblad, Århus Stiftstidende, Politiken, B.T., Discovery/Eurosport har vundet priser gennem årene, og hertil kommer freelancere og forlag fra hele landet. Både mænd og kvinder har vundet gennem årene, og Danske Sportsjournalister er således en forening, der favner bredt – også når det handler om sportsgrene.
Prisen for Årets Sportsbog er således givet til bøger om både motorsport, dressur, tennis og fodbold i årenes løb.
I 2025-udgaven af specialpriserne er det en komité bestående af Marco de los Reyes, Jens Harder Højbjerg, Sebastian Stanbury, Nicklas Degn, Stine Bjerre Mortensen og Martin Davidsen, der har voteret blandt de forskellige indstillinger.
Hovedprisen ved årets prisfest er som altid Årets Sportsjournalist, hvor der blev indstillet syv kandidater i løbet af januar. Tre blev sorteret fra, fordi de ikke er medlem af foreningen, men tilbage har stået et stærkt felt af kandidater. De tre nominerede til prisen som Årets Sportsjournalist i år er Lars Bruun Mortensen, Robert Hendel og Søren Lissner.
Vinderne bliver kåret ved aftenens prisfest og også offentliggjort på foreningens hjemmeside.