I Danske Sportsjournalister gerne vil blive lidt klogere på hinanden, så med inspiration fra vores norske venner har vi siden januar 2026 haft gang i interview-formatet Stafetten, hvor et medlem fortæller om sig selv og giver Stafetten videre til et nyt medlem.
Nu er det blevet et nyt medlems tur, og denne gang er det blevet Jesper Simos tur til at svare på spørgsmål.
Navn: Jesper Simo
Alder: 40 år
Civilstand: Gift (og ikke kun med mit arbejde)
Arbejdsplads: Viaplay Sport
Rejsedøgn om året (arbejde): 45-50
Jeg fik stafetten af: Mie Spangsberg
Hvorfor er jeg medlem af Danske Sportsjournalister: Fordi jeg kan lide tanken om en samlende forening for en gren af journalistbranchen, som desværre bliver mindre og mindre.
Min første opgave som sportsjournalist: Det har sikkert været noget arbejde med nogle ikke så udfordrende VO’er helt i starten af min praktiktid tilbage i foråret 2008. Min første optræden på TV var en Superliga-kamp mellem Esbjerg og FC København en iskold marts-onsdag i påsken samme år. Jeg skulle være kort igennem med noget seneste nyt i starten af optakten, og jeg var rystende nervøs. DVCPRO-båndet er desværre blevet væk fra vores analoge arkiv, så oplevelsen lever kun i min hukommelse. Udover nervøsitet var kulden også et problem, for jeg havde taget ALT for lidt tøj på. Og med. Fotograf Martin Clark, der stadig arbejder med Superliga-kampe den i dag, lånte mig et par moonboots. Det vil jeg til evig tid være ham taknemmelig for.
Hvad står dagsordenen på hos mig netop nu: April er typisk den travleste måned på sæsonen for os. Der er fuld knald på både Superligaen samt – for mit vedkommende – Premier League og Champions League. Læg dertil, at Formel 1-kalenderen ligeledes er i gang og diverse andre rettigheder. På den korte bane skal Per Frimann og jeg kommentere ustoppelige Bodø/Glimts utrolige Champions League-færd, når de skal forsvare en 3-0-føring ude mod Sporting. Derefter retter jeg fokus mod Carabao Cup-finalen på Wembley, som jeg har fornøjelsen af at kommentere. Jeg lavede også finalen i 2024, så jeg glæder mig meget til at få den oplevelse igen.
Hvad dækker den danske sportspresse for lidt af: Helt sikkert alt for meget, men som branchebilledet ser ud i dag handler det i langt højere grad end tidligere om ”need to have” og ikke så meget ”nice to have”.
Hvad er det næste sportsarrangement, jeg skal til, som ikke er i arbejdshenseende: Det bliver – såfremt vi kan få billetter – Sevilla mod Atlético Madrid på Estadio Ramón Sánchez Pizjuán, da jeg skal på forlænget weekend i byen med nogle venner. Har besøgt stadionet for mange år siden, da Sevilla spillede sig i Europa League-finalen 2016 via en 3-1-sejr over Shakhtar Donetsk, så kunne være fedt at besøge det som almindelig tilskuer. Når det så er sagt, så er jeg mere med på turen pga. det gode vejr og de kolde øl, for at være helt ærlig.
Sportsøjeblikke jeg ikke glemmer: Der er heldigvis ufatteligt mange – også som professionel formidler af sport – og noget af det, jeg for nylig har dækket, som jeg også vil huske om flere årtier, er Bodø/Glimts to sejre over ellers så mægtige Inter. Det var en stor oplevelse at se dem gøre arbejdet færdigt på Stadion Giuseppe Meazza, men det var faktisk endnu mere mindeværdigt ugen forinden at besøge selve byen og opleve kulturen på og omkring det meget ydmyge Aspmyra Stadion. Det er helt unikt hvad de har fået bygget op, og bør danne inspiration for mange andre nordiske klubber – og andre foretagender helt generelt.
Og det pinligste øjeblik på arbejdet: Der har sikkert været en del, men for mange år siden sad jeg fra en boks i København og kommenterede en af de indledende runder i den engelske Liga Cup. Det var en meget dramatisk kamp, hvor der blevet udlignet sent i den ordinære spilletid. Det betød, at kampen skulle i forlænget spilletid, hvilket jeg derfor lige ville briefe min engelske lydtekniker om. Problemet var bare, at jeg ikke havde tænkt over, at mit headset af en eller anden grund var plugget i indgang B (bruges normalt til en eventuel medkomm.), og derfor kom min engelske briefing – leveret i et lidt mere afdæmpet og nøgterns toneleje end min målspeak kort forinden – ud i æteren til seeren, fordi jeg brugte talkback-knappen i A-siden af boksen som jeg var vant til. Det må have været lidt mystisk at lytte til som seer.
Hvilken kendt tog jeg senest en selfie med: Fraregnet oplevelser med vores egne eksperter/medkommentatorer, så tager jeg ikke rigtigt selfier med folk, og inkluderer derfor situationer, hvor jeg har bedt en anden om at tage et billede af mig og vedkommende. Ifm. en FA Cup-semifinale mellem Coventry City og Manchester United kunne jeg ikke lade være med høfligt at spørge om et billede med Martin ”AGÜEROOOOOOOO” Tyler, som sammen med afdøde John Motson står tilbage for mig som to af de største fodboldkommentatorer nogensinde. Jeg fik min medkommentator Jan Mølby til at tage det. ”If I can have Jan Molby take my picture, I must have accomplished something in my career”, bemærkede dengang 78-årige Tyler, som i øvrigt var enormt flink, ydmyg og imødekommende. Absolute legend!
Hvilken OL-sportsgren ville jeg ikke havne på sidstepladsen i: Curling, måske. Og kun hvis jeg var på hold med guldfavoritterne og mødte turneringens ringeste hold.
Breaking news eller graverarbejde: Graverarbejde imponerer mig meget, men det må blive breaking.
Mixed zone eller dybdegående interviews: Det må blive både og. Jeg kan godt lide begge discipliner, men laver mest førstnævnte.
Snakke eller skrive: Snakke. Men vil gerne skrive en bog engang.
Foran eller bag kameraet: Det må blive foran; 99,9% af min karriere er foregået der.
Vingegaard eller Højlund: Vingegaard er allerede en af dansk sportshistories største atleter, men jeg er jo fodboldmand, så det mål blive Højlund.
Hvad er den største udfordring for den danske sportspresse: At der bliver skåret så meget ned så mange steder. Jeg bliver meget trist hver gang gode kolleger pludselig skal se sig om efter en anden arbejdsplads. Eller fra tid til anden helt forlade branchen.
Hvilken kollega eller sportsjournalistisk arbejde vil du hylde: Sidelinjereporteren. Det er den position ifm. sportsdækning, der bliver skildret mest klichéfyldt – ”hvad føler du lige nu?”-agtigt – og det irriterer mig grænseløst. Der er så stor forskel på udmærkede reportere og så de rigtigt gode, og det er en MEGET sværere disciplin end meningmand gør det til. Jeg vil skamløst tillade mig at fremhæve to af vores egne i skikkelse af Søren Frederiksen og Kasper Marker – sidstnævnte har jeg arbejdet næsten non-stop sammen med sin han startede som praktikant på Monday Media i foråret 2012. Jeg synes, at folk virkelig skal prøve at lytte med, når de to interviewer aktører, og det være sig både ifm. diverse sit-down-interviews samt de mere hurtige flash-syncer i fx Superligaen. De er både skarpt spørgende, gode til at lytte og udfordre samt tilpas nysgerrigt kritiske. Watch and learn.
Jeg giver stafetten videre til: Kenneth Thygesen, Jyllands-Posten, der tidligere har vundet både Årets Ankerdal (2018) og Årets Fortæller (2024).
Her er de tidligere udgaver af Stafetten:
Kenneth Jensen – læs hans svar her
Mie Spangsberg – læs hendes svar her