Stafetten: Kenneth Thygesen om en presset branche, David Beckham-selfie og håb

Navn: Kenneth Thygesen

Alder: 35 år

Civilstand: Gift med Josefine

Arbejdsplads: Jyllands-Posten

Rejsedøgn om året (arbejde): 15-20

Jeg fik stafetten af: Jesper Simo

Hvorfor er jeg medlem af Danske Sportsjournalister: Simpelthen fordi det er en god forening med gode mennesker i et godt, om end pænt udfordret, fag. Jeg elsker især gallafesten. Det er altid tophyggeligt at sludre med kolleger, jeg ellers oftest ser på bylines, lytter til i podcasts og følger på tv.

Min første opgave som sportsjournalist: Det afslører arkivet. Som praktikant i august 2015 skrev jeg artiklen “Skuffet dansk hækkeløber skal ikke til VM”, og jeg mindes ikke, at min daværende chef, Christian Thye, hev mig ind på sit kontor i Viby i ren begejstring over det lille kunststykke af en ikke-historie. Men måske husker jeg forkert.

Hvad står dagsordenen på hos mig netop nu: At skrive videre i vores liveblog om krigen i Mellemøsten, hvor Iran i skrivende stund lige har bekræftet drabet på sin efterretningsminister. Jeg har intet imod en aftenvagt på nyhedsredaktionen, slet ikke, men det er jo et fint billede på, at sportsjournalistikken ikke er prioritet nummer et i Mediebyen i Aarhus. Satser dog på, at jeg skal bruge lidt tid på at skrive lidt om VM i fodbold til sommer.

Hvad dækker den danske sportspresse for lidt af: Jeg savner at læse Jesper Engmanns punktumløse reportager fra et fodboldstadion. De bedste af hans tekster blandede socialrealisme, hverdagspoesi, fodboldlingo og små, jyske svirp. Engang skrev han en reportage fra MCH Arena, som handlede om feriemesser, KFC, neoliberalisme, Ejner Hessel og saunaer med birkekviste.

Hvad er det næste sportsarrangement, jeg skal til, som ikke er i arbejdshenseende: Det ved jeg ikke, men jeg har i privat regi lige været et smut i England for at se West Ham-Man United med tre gode venner. To af dem arbejder på DR Sporten, og det siger lidt om vores rummelighed på Jyllands-Posten….

Sportsøjeblikke jeg ikke glemmer: Da Rasmus Bech, Politiken-legenden, i en håndboldarena i Varazdin i 2018 under den slovenske nationalmelodi puffede til mig og sagde: “Lyt lige, unge mand. Den er flot, hva? Jeg ser skove og enge for mig. Det er altså en romantisk sang. Den er kraftedme flot.” Jeg skrev citatet ned på min telefon. Jeg var lige blevet fastansat nogle måneder forinden og forstod i det sekund, at jeg havde uendeligt meget at lære.

Og det pinligste øjeblik på arbejdet: Der er mange, men jeg var da ikke stolt af min faglige ballast, da jeg som en ret grøn sportsjournalist dækkede DM i atletik og efter 100 meter-finalen spurgte en dansk sprinter om, hvorfor han missede en podieplads. ”Jeg løb bare ikke hurtigt nok,” svarede han og kiggede væk, og så havde jeg åbenbart ikke flere spørgsmål, hvorefter jeg gik op til min computer iklædt skam og selvhad.

Hvilken kendt tog jeg senest en selfie med: David Beckham i London i 2006. Stod i kø i to timer i en boghandel. Han signerede sin nye bog og gav en vattet krammer hen over bordet, men jeg tror, det var et stort øjeblik for os begge.

Hvilken OL-sportsgren ville jeg ikke havne på sidstepladsen i: Findes der en større sportslig nedtur end at løbe (altså spurte) et maraton i en hidsig sommervarme i Paris med en pace på 3,48 min/km og så alligevel slutte allersidst?

Breaking news eller graverarbejde: Har stor respekt for begge dele, fordi jeg ikke på nogen måde mestrer nogen af dem.

Mixed zone eller dybdegående interviews: Jeg er nødt til at sige de dybdegående interviews, for det er, hvad jeg har forsøgt at gøre mig mest i, men som skrivende journalist er mixed zone jo en helt vild disciplin. Et stille antropologisk studie i sig selv. Har tit tænkt over, hvor absurd det i virkeligheden er, at en topatlet med tusind tanker i hovedet smides ind i et kaotisk krydsforhør i fem-syv minutter foran 10 diktafoner og lige så mange agendaer. Og som journalist står man der svedende, halvstresset og klemt i en MeToo-agtig halvcirkel med armene bundet ind i hinanden. Alligevel er det 9/10 gange med venlighed, stil og åbenhed, især blandt danske sportsjournalister, selvom alle er på jagt efter hvert sit guld. Det kan jeg godt lide.

Snakke eller skrive: Jeg er enormt glad for at snakke i mange sammenhænge, og indimellem oplever jeg, at modtageren også finder mine ord delvist relevante. Men jeg bliver betalt for at skrive.

Foran eller bag kameraet: Bag kameraet.

Vingegaard eller Højlund: Højlund. Tidligere United-angriber.

Hvad er den største udfordring for den danske sportspresse: Meget går den forkerte vej, men jeg har da et (naivt) håb om, at tingene en dag vender lidt, og at der rent faktisk findes danskere, der kommer i tanke om, at de vil have endnu mere af den kreative, ægte, grundige og kvalitetsbevidste sportsjournalistik, så der igen opstår flere arbejdspladser, der er dedikeret direkte til sportsjournalistikken.

Hvilken kollega eller sportsjournalistisk arbejde vil du hylde: Der er flere, jeg skylder en stor tak for at støtte og presse mig i mit arbejdsliv, og hvis hjælp, råd, drillerier, ros, idéer, kritik, redigeringer og opkald, jeg vil huske måske ikke til evig tid, men så i hvert fald i pænt mange år. Det gælder særligt Dan Philipsen og Thomas Møller Kristensen. De har hjulpet mig helt enormt. Fælles for dem er en sløj hårpragt og et omdømme som to af de store kanoner i moderne dansk sportsjournalistik.

Jeg giver stafetten videre til: Jørn Just Kristensen, sportsredaktøren hos Herning Folkeblad, som – udefra set – bare knokler igennem sæson efter sæson efter sæson.