Af Flemming Toft
Han var hurtigt væk.
En kvik bemærkning og så nærmest småløbende til næste mål.
Man nåede sjældent den længere samtale.
Men sådan var han, “Herbie” – nu er han helt væk.
Jørgen Herbert, 78 år, sov stille ind i sit ombyggede sommerhus-hjem i Lønstrup den 15. april.
Og dermed er ikke kun vi andre, men hele den charmerende kystby ved Vesterhavet, hvor kunst, natur og feriestemning mødes, blevet op til flere grin fattigere.
Det var her, i Lønstrup, han slog sig ned efter et liv med dedikation i høj fart til Danmarks Radio, KB, Danske Sportsjournalister, BT, Se og Hør og diverse speakertjenester til alt fra landliggerkampe til mere profilerede divisionsopgør.
Han kom på alles læber op gennem 80erne, når især radioen blev stillet ind på sportens bølgelængde. Med en særlig stemme og en kvik bemærkning. Det passede ham (og DR) fint. For her var tempoet tilpas skiftende, kort aftræk og videre. Formidling i fart.
Herbert kom egentlig fra det lidt upåagtede volleyball, klubben TV 55 og landsholdet – som såkaldt “hæver”. Det var ham der lagde op. Det gjorde han med sit lave tyngdepunkt, og et blik for ham der skulle “smashe”. En assist og så så han som regel ikke outputtet. “Herbie” var videre – næste bold.
Hans tempo var “assist” til mange nødvendige soveseancer, og han havde en evne til at lukke øjnene uanset hvor og hvornår. Og når han så slog dem op, startede det oftest med en kvik bemærkning.
Han blev “årets sportsjournalist” og var i en årrække med i sportsjournalisternes bestyrelse, senere som revisor, kom på æresvæggen i KB, hvor han også fik en managerrolle, opnåede flere fodboldslutrunder med Radiosporten, blev chef på dagbladet BT og i en lang periode small-talk reporter på et af de store ugeblade.
På sin vej mødte han det vi ville kalde “Gud og hver mand” – og han gik lige ind i dem. Ikke med træsko på, men med en kvik bemærkning, ofte tilsat lidt plat, og et smil, der nok mere var et grin.
Sådan var han, “Herbie”. Lige fra den dag ikoniske John Idorn i slut 70erne kaldte på hans volleyball ekspertise. Det gav Idorn mere succes på DR – og Herbert et job, der dermed skubbede skolelærertjansen ud.
Han var københavner, han var frederiksberger – men vendte det hele ryggen og tog til Lønstrup, hvor han delte et sommerhus med navnkundige Henning Jensen. Siden overtog han det permanent og blev en væsentlig del af livet deroppe. Mange af de “kendte”, han havde mødt undervejs, kom forbi – ikke mindst Allan Simonsen, der fik sit eget værelse.
Jørgen Herbert ville mere end bare være en del af lokalbefolkningen. Han ville sørge for dem. Så han købte “Bounty”, som hurtigt blev et ølskummende samlingssted. Ærgerligt, men ærligt – synd han for ofte stod på den forkerte side af baren. Det gik galt, og så fulgte nogle år, hvor vinden tog til.
På det sidste var hans helbred i ubalance. Op til flere hospitalindlæggelser, og hans sidste ønske var at være der, hvor han havde det allerbedst – i “sommerhuset”.
Ikke flere grin.