I Danske Sportsjournalister gerne vil blive lidt klogere på hinanden, så med inspiration fra vores norske venner har vi siden januar 2026 haft gang i interview-formatet Stafetten, hvor et medlem fortæller om sig selv og giver Stafetten videre til et nyt medlem.
Nu er det blevet et nyt medlems tur, og denne gang er det Jørn Just Kristensen, der svarer på spørgsmål.
Navn: Jørn Just Kristensen
Alder: 48 år
Civilstand: Gift med Linda
Arbejdsplads: Herning Folkeblad
Rejsedøgn om året (arbejde): 6-12
Jeg fik stafetten af: Kenneth Thygesen
Hvorfor er jeg medlem af Danske Sportsjournalister: Jeg opfatter det som naturligt at støtte op om, at vi har en forening i vores skønne fag. Helt oprigtigt ser jeg folk som kolleger og ikke konkurrenter, selvom min arbejdsplads gør sit for at italesætte andre medier som det sidste. Jeg nyder at møde andre sportsjournalister i marken og få en snak om både sport og journalistik og de to elementer i samspil. Jeg vil i fremtiden forsøge at dukke op til flere arrangementer i foreningen.
Min første opgave som sportsjournalist: Det var en fodboldkamp i Danmarksserien, hvor B.1921 spillede på hjemmebane i Nykøbing Falster med den unge Jens Fønsskov Olsen som ny træner og hans lillebror, Kim Fønsskov Olsen, som midtbanegeneral i sommeren 2005. Før jeg blev uddannet, skrev jeg om kampene for Uldums serie 3-hold til ugeavisen Tørring Folkeblad. Jeg voksede op i Uldum, som ligger mellem Horsens og Vejle.
Hvad står dagsordenen på hos mig netop nu: I skrivende stund er FC Midtjylland netop røget ud af Europa League, og vi har afrundet en fyldig europæisk dækning. Vi havde særtillæg op til hjemmekampen mod Nottingham Forest, og jeg var i England til første opgør i sidste uge. I aften fortsætter ishockeyslutspillet, hvor alle i Herning og omegn håber på, at Herning Blue Fox endelig bryder guldtørken. Weekenden forude byder også på Champions League-ottendedelsfinale for Ikast Håndbold på hjemmebane samt sæsonens første hjemmekamp for FC Midtjyllands kvinder. HC Midtjylland spiller ikke 1. divisionskamp i denne weekend, men arbejdstimerne er sådan set også brugt allerede. Der er heldigvis meget topsport i vores område, og stofområdet bliver prioritet højt på Herning Folkeblad.
Hvad dækker den danske sportspresse for lidt af: Desværre er vores branche hårdt ramt. Mange traditionelle medier har skåret ekstra hårdt på sportsdækningen, som på flere fronter er overladt til nichemedier indenfor de enkelte sportsgrene. De er generelt set dygtige til at støvsuge nettet og give et hurtigt nyhedsoverblik. Men jeg savner, at der er flere steder, der giver plads til de gode fortællere, som jeg selv voksede op med – og som jeg i øvrigt ikke selv når til sokkeholderne. I dag skal man nærmest læse på engelsk for at finde den slags.
Hvad er det næste sportsarrangement, jeg skal til, som ikke er i arbejdshenseende: Det bliver på onsdag, når min yngste datter og resten af U11-pigerne fra Herning KFUM får besøg af Rindum. Min yngste begyndte til fodbold sidste år, og hun hygger sig tit med at få bolden til skrue med inder- og yderside på stuegulvet derhjemme. Til gengæld har hun ikke det løbepensum, som hendes storesøster står for. Storesøsteren dyrker atletik.
Sportsøjeblikke jeg ikke glemmer: Der er mange. På Herning Folkeblad har jeg haft privilegiet at være tæt på alle FC Midtjyllands mesterskaber og pokaltitler, og der har også været store oplevelser forbundet med de europæiske kampe. Ikast Håndbold har også leveret mesterskaber, pokaltitler og vundet europæiske finaler – det har også været fedt at bringe læserne tæt på. Jyske Bank Boxen har også været garant for store sportsøjeblikke. Den største for mig var åbningskampen ved VM i ishockey 2018. Det var en drøm i årevis for mange herningensere at få netop den begivenhed trukket til byen. Hele 10 spillere på det danske VM-hold var på det tidspunkt født og opvokset i Herning – heriblandt Frans Nielsen, Oliver Bjorkstrand, Peter Regin og Frederik Andersen.
Og det pinligste øjeblik på arbejdet: Da jeg var ny i faget, blev jeg tit befippet og usikker, hvis en træner forekom aggressiv i sin tone og kropssprog efter nederlag. Så fik jeg ikke meget brugbart på blokken. I dag har jeg dels lært, at det intet har med mig at gøre, og dels har jeg mere professionelle og fattede kilder.
Hvilken kendt tog jeg senest en selfie med: Rafael van der Vaart. Det var efter en kamp mellem Ikast Håndbold, som dengang hed FCM Håndbold, og Team Esbjerg. Jeg havde på det tidspunkt ikke forestillet mig, at han senere endte med at spille for FC Midtjylland og være min kilde.
Hvilken OL-sportsgren ville jeg ikke havne på sidstepladsen i: Jeg ville jo nok blive sidst i dem alle, men jeg har altid været rimelig god til bordtennis, badminton og tennis. Hjemme hos mine forældre havde vi et bordtennisnet spændt henover en spånplade, der blev holdt oppe af bordbukke.
Breaking news eller graverarbejde: Jeg har nok størst respekt for den sidste kategori som læser og modtager.
Mixed zone eller dybdegående interviews: Dybdegående interviews. Jeg er ingen fan af mixed zone, men jeg forstår til fulde, hvorfor klubber og landshold vælger den model, når mange er samlet. Jeg foretrækker dog selv at sidde eller stå alene med mine kilder. Det kan man heldigvis næsten altid hos Herning Blue Fox, Ikast Håndbold, HC Midtjylland og i dagligdagen også hos FC Midtjylland.
Snakke eller skrive: Jeg gør mig i begge kategorier.
Foran eller bag kameraet: Bag kameraet.
Vingegaard eller Højlund: Jonas Vingegaard er ingen citatmaskine, men han leverer bogstaveligt talt resultater på den store klinge.
Hvad er den største udfordring for den danske sportspresse: At få vist de mange sportsinteresserede danskere, hvad de kan få, hvis de ville ofre lidt mønt på journalistik – og i samme henseende få medieejerne til at give det et skud.
Hvilken kollega eller sportsjournalistisk arbejde vil du hylde: Allan Plenborg, Torben Mølgaard og Thomas Lærke Jensen på Lolland-Falsters Folketidende. Jeg var på sportsredaktionen i Nykøbing fra 2005 og frem til 2011, da jeg vendte hjem til Jylland og havnede i Herning. De gav plads til mig og hjalp mig på vej, da jeg var ny i faget og ville det hele, men lige skulle have alle grundtrinene med. Det er jeg taknemmelig for.
Jeg giver stafetten videre til: Jens Ole Sørensen på DR. Han er god kollega og til tider rejsekammerat. Jeg vil glæde mig til at læse hans svar.
Her er de tidligere udgaver af Stafetten:
Kenneth Thygesen – læs hans svar her
Jesper Simo – læs hans svar her
Mie Spangsberg – læs hendes svar her
Kenneth Jensen – læs hans svar her