Hvorfor er jeg medlem af Danske Sportsjournalister:
Fordi det er sundt og desværre nødvendigt at minde andre parter i medie- såvel som sportsbranchen om, at vi stadig eksisterer og er dybt relevante.
Min første opgave som sportsjournalist:
Det var da jeg begyndte i praktik, hvilket, af alle steder i verden, var på Fiji Øerne ude i Stillehavet på et af de tre store dagblade i nationen. Den første større opgave efter nogle få uger var en landskamp mellem Fiji og Indien. Niveauet på banen var sandt for dyden ikke i top, men det var ekstremt fascinerende at se en helt anden måde at spille og gå op i fodbold og skrive artikler på engelsk efter halvandet år med dansk på DJH. Der kommer man ud af den trygge boble i Danmark, det kan jeg anbefale alle studerende at gøre.
Hvad står dagsordenen på hos mig netop nu:
At stå i spidsen for en ung og ambitiøs redaktion på Campo her i Århus, en redaktion der vil frem i verden efter fem flotte år siden fødslen i 2021. Jeg skal nok afholde mig fra for meget reklame her, men det er altså en god fodbolddækning anno 2026 med masser af tilstedeværelse, man finder på Campo.dk.
Der er en masse interessante og vigtige emner at kaste sig over journalistisk, hverken vi eller journaliststanden mangler relevante projekter at kaste sig over.
Hvad dækker den danske sportspresse for lidt af:
Vi er generelt dygtige til at få journalistik ud af ressourcerne, og jeg mener, vi er dygtigere og fortjener bedre, end hvad vores ry og mange store medieorganisationers prioriteringer af området fortæller.
Nationalt skal vi helt klart blive dygtigere til at fortælle de historier, der gør ondt – det kan fint gå hånd i hånd med den daglige nyhedsjagt og fascinationen, og der er rigeligt med spændende og vigtige historier at gå efter, hvis man åbner ørerne og lytter. Det kan være tungt og hårdt at løfte, men det er også obligatorisk at gå efter med de store privilegier og friheder, vi som journalister er udstyret med.
Hvad er det næste sportsarrangement, jeg skal til, som ikke er i arbejdshenseende:
Jeg kommer lige fra en ungdomskamp i fodbold tidligere i dag og ser i disse måneder mere svømning og kunstskøjteløb, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Og så er der et halvmaraton tæt på i kalenderen, hvor jeg håber på den vejr-app, der lover regn og 16 grader og ikke den, der fortæller om høj sol og 23 grader.
Sportsøjeblikke jeg ikke glemmer:
Jeg er nok en af de mest privilegerede på dansk jord med fem Champions League-finaler, en VM-finale og en masse fodboldkampe i Danmark og på snart sagt alle kontinenter.
Og så har det været dybt fascinerende journalistisk og sociologisk at se AGF’s og Århus’ mesterskab her i 2026. Jeg har fulgt med i dansk fodbold i 35 år, og selv med fare for recency bias tør jeg godt sige, at jeg ikke har set et mesterskab betyde det samme for en by, som det her har gjort for Århus.
Og det pinligste øjeblik på arbejdet:
Der er mange – heldigvis, ikke mindst for mig selv, finder jeg det vigtigere at tage chancer og forsøge at opnå noget end at frygte at gøre noget forkert.
Det gik fint den første uges tid – så glemte jeg en dag at slukke den, lagde den i tasken, og så ringede den op 75 gange på 45 minutter til den samme, pænt berømte kilde i sportsverdenen. Jeg tror faktisk ikke, jeg har interviewet vedkommende siden, og jeg tændte aldrig igen for den satans tingest.
Hvilken kendt tog jeg senest en selfie med:
Det er jeg simpelthen for umoderne (eller moderne?) til. Mine børn og min hustru adviserede mig tidligt om, hvor dårlig jeg er til selfies, så jeg har alligevel ikke teknikken, selv hvis jeg gerne ville.
Hvilken OL-sportsgren ville jeg ikke havne på sidstepladsen i:
Jeg har lige tjekket listen med OL-sportsgrene, både sommer og vinter. Hvis jeg ikke må stille op i en holdsport og være en sidste minuts indskifter for Brasilien i fodbold eller tage en fribillet med en bobslæde-topnation som Schweiz eller Tyskland, stiller jeg op til 10 kilometer eller maraton ved sommer-OL og undgår at blive sidst, fordi andre udgår med skader.
Breaking news eller graverarbejde:
Begge dele er essentielle og vigtige for vores modtagere og for den del af samfundet, vi bevæger os i, så jeg er særdeles glad for begge dele.
Mixed zone eller dybdegående interviews:
Som de fleste journalister finder jeg det mest interessant at have kilderne alene og at kunne tale længe med dem. Det har jeg jo plaget utallige spillere, trænere, direktører og andet godtfolk i fodboldverdenen med gennem 20 år.
Men det kan faktisk være en kunst at få noget godt ud af de store fælles seancer i mixed zone og på pressekonferencer – det kan godt lade sig gøre at lave noget meningsfyldt, hvis man er godt forberedt og samtidig slår ørerne ud og hører, hvad kilderne siger.
Snakke eller skrive:
Begge formidlingsformer har fordele og ulemper – jeg er glad for at have muligheden for begge dele.
Foran eller bag kameraet:
Det kommer fuldstændig an på emnet.
Vingegaard eller Højlund:
Det er svært at matche Jonas Vingegaards formåen og enorme præstationer i en ung alder, også selv om fodbold som verdens mest dominerende sportsgren tiltrækker sig mange af største naturtalenter.
Hvad er den største udfordring for den danske sportspresse:
At blive ved med at finde måder at lave journalistik med få ressourcer, der er relevant og vigtig for danskerne, og som samtidig holder magthaverne i ørerne. Der skyller ikke en tsunami af ressourcer ind over Danmark, hvor vi får rammerne til at lave journalistik so tidligere – så vi må tænkes os godt om, eksperimentere og finde måder at lave journalistisk indhold, der rykker noget.
Hvilken kollega eller sportsjournalistisk arbejde vil du hylde:
Min gode kollega Jan Jensen fortjener en masse roser for års fremragende journalistisk arbejde om den måde, FIFA og de andre sportsforbund er blevet overtaget af autokrater, diktatorer og oligarker, der vil sig selv det bedste og resten af verden det værste.
Og så burde alverdens, eller i det mindste Danmarks, medieejere og koncernchefer sendes til Århus og se, hvordan man som Stiften kan skabe en kritisk og nærværende journalistisk dækning af det lokale tophold i fodbold.
Jeg giver stafetten videre til:
Kim Robin Graahede på Stiften. Jeg vil gerne høre mere om den gryde, på syder og bobler i Århus, ikke mindst journalistisk.