Navn: Kim Robin Graahede
Alder: 50 år
Civilstand: Gift med Mia
Arbejdsplads: Århus Stiftstidende (siden 2006)
Rejsedøgn om året (arbejde): 12-15 dage
Jeg fik stafetten af: Troels Bager Thøgersen
Hvorfor er jeg medlem af Danske Sportsjournalister:
Jeg har egentlig i mange år haft svært ved at se, hvad jeg fik ud af et medlemskab. Jeg har i min tid som skrivende sportsjournalist kun oplevet forholdene på særligt landets fodboldstadions blive dårligere og dårligere for den ikke-rettighedshavende del af pressen, og jeg føler sådan set ikke, at det er blevet bedre med årene.
Vi oplever blandt andet ikke at kunne blive garanteret pladser på pressepladserne, fordi der skal være plads til klubbernes egne flokke af kommunikationsfolk og analyseafdelinger (hvorfor skal de sidde på pressepladserne?), ligesom de såkaldte fanmedier også fylder mere i billedet (hvorfor skal de sidde på pressepladserne?). Det er mennesker, der ofte bryder ud i hidsig jubel, når deres hold scorer eller banker hårdt i bordet, når dommeren igen-igen er meget ond. Pressepladserne er for de upartiske, men i dag er journalisterne i undertal.
Men jeg er jo samtidig også blevet meget bevidst om, at vi bliver færre i selve standen, fordi der med bind for øjnene bliver nedlagt sportsredaktioner til højre og venstre, og derfor finder jeg det vigtigt at støtte op om foreningen og deltage i de sociale/faglige arrangementer (som generalforsamlingen og gallafest), som det nu er muligt for muligt for mig at være med til. Det er superhyggeligt hver gang, og er med til at styrke båndene blandt os sportsfolk på tværs af redaktioner.
Min første opgave som sportsjournalist:
Som praktikant på B.T. var noget af det første, jeg kastede mig over en reportagedag i FC Nordsjælland, hvor jeg sammen med den fremragende fotograf, Lars Møller, skulle følge i hælene på daværende cheftræner Christian Andersen. Da vi sad og spiste frokost sammen med truppen, kom Peter Brixtofte så pludselig ind, tog en tallerken og røg i buffeten. Det var dengang, at der var masser af ballade omkring netop Brixtofte, hvorfor klubben havde været ude og afvise, at han havde noget som helst med dem at gøre. Det viste sig så, at han havde sin daglige gang der, og spiste frokost med spillerne i ny og næ.
Lars Møller rejste sig resolut op og tog billeder af Brixtofte. Og jeg skrev efterfølgende historien om, at han stadig var synlig i klubben. Det blev de ikke så glade for, og forsøgte efterfølgende at kyle den uprøvede praktikant under bussen. Men Lars Møller bakkede mig 100 procent op, og havde jo også billederne, der viste, at det var sandt, hvad vi berettede. Det har jeg aldrig glemt ham for. Det var klasse.
Noget af det første jeg dækkede for Århus Stiftstidende, var VM-slutrunden i 2006. Her rejste jeg rundt på egen hånd i Tyskland og sendte reportager hjem til Aarhus. Den slags er der vist ikke penge til længere.
Hvad står dagsordenen på hos mig netop nu:
Der sker jo som bekendt ting og sager i mediebranchen i disse år, så min vigtigste opgave på det overordnede plan er lige nu – sammen med mine to legekammerater på sportsredaktionen, Dennis Bjerre og Mathias Maznikar-Hansen – at vise vores berettigelse og blive ved med at udvikle og forbedre vores dækning af AGF og den idrætspolitiske arena i Aarhus. Det er disse to områder, vi over de seneste år har valgt at fokusere klart mest på, selvom vi da også dækker en håndbold -eller basketballkamp i ny og næ.
Vi er en meget selvkørende redaktion, og vi tilstræber, og synes jeg, efterlever en både kritisk og kærlig tilgang til de områder, vi dækker. Det er dog langt fra alle i Aarhus og omegn, der altid bryder sig om, at vi også lyser på de mindre positive historier (f.eks. i forhold til stadionprojektet), og det giver da lidt tæsk.
Men vi bliver aldrig et rygklappermedie, som man ser det andre steder, hvor man ikke tør/vil træde de lokale aktører over tæerne, og jo nærmest danser lambada, når det lokale fodbold -eller håndboldhold vinder en kamp.
Vi kan selvfølgelig også sådan fagligt være begejstrerede, og det var vi da i den grad, da AGF hjemtog det første mesterskab i 40 år, hvilket vi i øvrigt har skrevet en bog om, men vi vender ikke det blinde øje til, hvis der så pludselig dukker en ”møgsag” op. Det er vi meget bevidste om. Og det er der faktisk mange fans/læsere, der påskønner i en tid, hvor mange aktører (klubber, forbund, kommuner etc.) rigtig gerne selv vil styre, hvilke historier, der kommer ud.
Det kæmper vi ret meget med – og imod.
Hvad dækker den danske sportspresse for lidt af:
Jeg er meget enig med Troels – der jo har sendt stafetten videre til mig (og tak for det!) – i, at der generelt bliver lavet meget god journalistik rundt på redaktionerne, og vi i standen er dygtige til at få noget ud af de få ressourcer, der bliver sendt vores vej i disse år.
Det gør også, at der helt naturligt må træffes nogle klare valg om, hvad man dækker og ikke dækker.
Jeg synes generelt, at der – selvom der få steder er lavet fremragende journalistisk om det – f.eks. er alt for lidt fokus på bettingbranchen, og hvad det betyder for sportens fremtid og de unge mennesker, der bliver fanget i det lort.
Altså, der findes jo klubber herhjemme, der er smurt ind i betting-penge, men jeg ser ikke noget kritisk journalistik på det. Desværre bliver der gjort alt for lidt på området fra politisk side, for ja, der er mange penge i det, men det er et tiltagende problem, der blandt andet fylder utrolig meget på de danske ungdomsuddannelser – og som i yderste konsekvens koster økonomisk ruin og i visse tilfælde også menneskeliv.
Jeg har selv haft det tæt inde på livet, og havde to bekendte, der valgte at tage deres eget liv på grund af spillegæld. Så nej, det er ikke bare sjov og spas og mandehørm. Det er et samfundsproblem.
Hvad er det næste sportsarrangement, jeg skal til, som ikke er i arbejdshenseende:
Jeg følger mine sønner i tykt og tyndt. Den ene spiller ungdomsbasket på ret højt niveau, så jeg får set en del kampe, og ellers skal jeg snart til maraton i Aalborg, hvor det gudskelov ikke er mig selv, der skal i ilden, men en af drengene.
Ellers håber jeg snart at komme til en Bundesligakamp i fodbold igen. Jeg har set ret så mange kampe i Tyskland, og stemningen er altid helt unik.
Sportsøjeblikke jeg ikke glemmer:
Jeg er selvfølgelig nødt til at pege på AGF’s mesterskab her i foråret. Jeg har skrevet om den klub i mere end 20 år, har været med til tre nedrykninger, den ene rædderlige kamp efter den anden, men har jo altid vidst, hvad der lå og lurede under overfladen, hvis det der uforløste potentiale en dag blev sluppet løs.
Så at få lov til at opleve Aarhus gå så meget amok, at mærke den der oprigtige, vilde begejstring, da det skete, og at mærke byen vibrere og koge, det har været en stor oplevelse at dække som journalist.
Jeg har dækket Tour de France, jeg har været til VM-finalen i fodbold i 2006, hvor Zinedine Zidane stangede Materazzi i brystet, men det, der – udover AGF’s triumf – har givet mig mest gåsehud, var nok VM i landevejscykling i Bergen i 2017, hvor Danmark vandt masser af medaljer, men Peter Sagans sejr i herrernes linjeløb står som det vildeste sportsøjeblik for mig. Det gav gåsehud, da han kom fra ingenting og slog Alexander Kristoff på stregen.
Og ja, så har New York Knicks jo lige vundet NBA-titlen for første gang i 53 år. Jeg er kæmpe basket-nørd og har været ulykkeligt forelsket i Knicks siden mine teenageår, så det har været stort, og er i den grad gået ud over min nattesøvn hen over maj og juni.
Og det pinligste øjeblik på arbejdet:
Jeg har dækket Tour de France et par gange for B.T., og den ene gang skulle jeg sammen med fotograf Nils Meilvang følge Bjarne Riis’ Team CSC på en træningstur i dagene op til tour-starten. Jeg kørte bilen og Niels hang ud ad vinduet med sit kamera i passagersiden for at tage pix af holdet, mens vi overhalede dem venstre om. Men pludselig dukkede der en modkørende lastbil op, og jeg fik travlt med at få bilen drejet ind foran de forreste ryttere, der altså drønede derudad med 50 km i timen.
Jeg var centimeter fra at klippe Tyler Hamilton, og det var han ikke helt tilfreds med. Han kørte op på siden af bilen og gav mig en kæmpe skideballe. Helt på sin plads. Jeg kunne jo have kostet hele holdet deres deltagelse, hvis de var styrtet. Det var så pinligt. Jeg sagde undskyld til Tyler bagefter igen, han tog det enormt flot, og der var ikke noget resten af løbet.
Hvilken kendt tog jeg senest en selfie med:
Den slags er jeg ikke til. Nu lyder jeg igen som en gammel gnu, men journalister, der render rundt og tager selfies med deres kilder – og tilmed lægger lortet op på alverdens platforme – ja, det er tåkrummende.
Jeg dækkede i tidernes morgen Africa Cup of Nations i fodbold for Tips-Bladet, og fik her et solointerview med Camerouns verdensstjerne Samuel Eto’o. En holdleder insisterede på at tage et billede af Eto’o og mig bagefter, og det sendte jeg glad og urutineret hjem til redaktionen, og tænkte, at det var da bare et fint supplement til artiklen. Der kunne jeg godt mærke, at det ikke lige var det billede, de havde håbet på at få i indbakken. Og det var jo en form for selfie, selvom jeg ikke selv tog billedet.
Hvilken OL-sportsgren ville jeg ikke havne på sidstepladsen i:
Jeg bliver aldrig den store stangspringer, og har (måske) haft talrige mareridt om at rive ned på halvanden meter i den indledende kvalifikation – og derfra gå viralt for min åbenlyse uduelighed. Ingen ønsker at være ”ham den dårlige” i så specialiseret og nørdet en sport, hvor kameraerne tilmed er zoomet ind på dine meget stramme tights og alt det, der foregår inde bagved.
Breaking news eller graverarbejde:
Jeg er selvsagt ret stolt af den journalistik, som jeg sammen med Dennis Bjerre og Mathias Maznikar-Hansen har bedrevet omkring stadionprojektet med mere i Aarhus, og derfor vil jeg naturligvis pege på det grundige gravearbejde.
Jeg har også stor respekt for de efterhånden få journalister, der har snuden i sporet, og leverer såkaldt breaking news, men jeg oplever så også, at den almindelige læser er flintrende ligeglad med om det er Politiken, Stiften eller dinhestemassør.dk, der først har nyheden om, at VSK Aarhus lejer en eller anden polak i Vendsyssel. Nyhedsbilledet flyder sammen i dag, så jeg tror personligt mere på, at det lange seje træk eller det gennemarbejdede portræt/interview gør en forskel.
Mixed zone eller dybdegående interviews:
Jeg er klart til dybdegående interviews, hvor man sidder alene med kilden og har en samtale. Det giver i min optik de bedste historier.
Mixed zone er kun til det hurtige fællesstof. Jeg oplever tit, at det er de samme par journalister, der stiller alle spørgsmålene, når man står en flok omkring en spiller eller træner. Det er for nemt for de andre bare at optage, sende lortet hjem til en eller anden på redaktionen, der så laver en lynhurtig version af ”interviewet” uden selv at have været til stede.
Så mixed zone – og fællesinterviews i det hele taget – er først og fremmest en gave til den dovne journalist.
Snakke eller skrive:
Skrive. Jeg er pjattet med at lave podcast, men den altoverskyggende grund til, at jeg i sin tid søgte ind på Journalisthøjskolen, var, at jeg elskede at skrive. Og det har ikke ændret sig.
Foran eller bag kameraet:
Bag kameraet.
Vingegaard eller Højlund:
Cykelsporten er på trods af sin hårdhed og kedelige fortid med dopingskandaler fortsat en af de mest åbne og tilgængelige sportsgrene. Så jeg vil til enhver tid sige Vingegaard. Cykelryttere – og det gælder også den mest usynlige hjælperytter – lever en munketilværelse året rundt for at kunne være med, men de stiller altid op få sekunder efter at have krydset målstregen. Det gør fodboldspillere mildt sagt ikke. Der kan være lang vej til et interview med selv den mest ordinære fodboldspiller. Fodbolden tager til tider sig selv ALT for højtideligt.
Hvad er den største udfordring for den danske sportspresse:
At sportsredaktionerne mange steder ikke bliver prioriteret længere, og at der derfor bliver færre og færre, der arbejder med sportsjournalistik. Det sker samtidig med, at det er et område, der rent økonomisk og opmærksomhedsmæssigt bare vokser, hvorfor 18-årige knægte tjener latterlige summer og dele af sportsverdenen lukker sig mere og mere om sig selv. Der er brug for dåseåbnere.
Hvilken kollega eller sportsjournalistisk arbejde vil du hylde:
Jeg var målløs, da jeg fik besked om, at Jesper Engmann blev fyret på Jyllands-Posten. Jeg har haft det privilegium at konkurrere mod og lære af ham i næsten 20 år, hvor han dækkede AGF for Jyllands-Posten og jeg for Stiften.
Jesper er den dygtigste skribent, jeg kender. Han har altid leget med sproget og haft en evne til at levere alternative indgange til sine portrætter og reportager.
Jeg har gennem alle årene derfor været tvunget ud i at holde mig helt skarp, hvis jeg skulle holde Stiften-fanen højt, og jeg har ikke så få gange oplevet at møde ind efter at have leveret en artikel, jeg selv syntes sad lige i skabet, for så at blive mødt med et ”men har du læst, hvad Engmann har skrevet i JP”.
Derudover må jeg fremhæve min praktikanttid på B.T., hvor jeg blev en del af landets dengang bedste sportsredaktion, og hvor jeg kom i skole hos dygtige mennesker som Peter Brüchmann, Kim Mikkelsen og Jesper Ludvigsen. De viste mig en enorm tillid fra første fløjt, og det gjorde, at jeg valgte at følge den vej, for i bund og grund drømte jeg nok mere om at blive kulturskribent eller politisk journalist.
Jeg giver stafetten videre til:
Den ryger videre til min gode ven Thomas Gravgaard, som efter mange år med fast job nu står på egne ben som freelancer. Jeg er nysgerrig på, hvordan han får tilværelsen som freelancer til at gå op, og hvilke udfordringer/muligheder han er stødt på.