Navn: Thomas Gravgaard
Alder: 51 år
Civilstand: Gift med Kristina
Arbejdsplads: selvstændig siden september 2024
Rejsedøgn om året (arbejde): 20-25
Jeg fik stafetten af: Kim Robin Graahede
Hvorfor er jeg medlem af Danske Sportsjournalister:
At være sportsjournalist var min drengedrøm og mit medlemskab minder mig om, at det lykkedes mig at opfylde den. Da jeg en af de første dage på Journalisthøjskolen i 1998 fortalte en underviser om min drøm, modtog hun det med hånlatter. Siden har jeg gjort en dyd ud af at stå ved mit karrierevalg, og det er medlemskabet også et udtryk for.
Min første opgave som sportsjournalist:
Mit første praktikophold var på The Scotsman i Edinburgh. En uge inde i det ophold fik avisen pludselig nye ejere, der fyrede blandt andet den praktikansvarlige, som havde ansat mig. Chefredaktøren fortalte mig herefter, at jeg var velkommen til at blive et halvt år, men at jeg var ”on my own” og ikke kunne forvente hverken opgaver eller sparring.
Det tog jeg som en udfordring, så jeg blev ved med at møde op kl. 9 hver morgen i jakkesæt og nystrøget skjorte som alle de andre. Jeg tog også mod til mig og spurgte sportschefen, om han ikke kunne bruge mig til at snakke med danskerne i skotsk fodbold. Det sagde han ja tak til og sendte mig til Aberdeen for at interviewe klubbens manager, Ebbe Skovdahl. At se min byline i avisen dagen efter var meget stort for mig.
Fra da af blev jeg sat til at skrive om både fodbold og alverdens andre emner, lige fra bændelorm over brokonstruktioner og skjulte ejerskaber af eftertragtede skotske grunde til at dække Dronning Margrethes besøg i Edinburgh.
Hvad står dagsordenen på hos mig netop nu:
Jeg har nu været selvstændig i knap to år med mit firma Fodbolddestilleriet, og kernen i dét projekt er at følge et råd, som en tidligere HR-chef hos Discovery gav til mig, da hun stoppede: ”Du skal forfølge din passion professionelt, for du har så meget af den”. Så jeg arbejder med det, jeg brænder for, og jeg har heldigvis nok passioner og nok opgaver til, at det lige akkurat løber rundt. Jeg kommenterer fodbold for Disney+, er rejseguide på Groundhopping Tours’ ture til Skotland og taler Premier League på Mediano, men jeg afholder også både gin- og whiskysmagninger, ofte kombineret med foredrag om fodboldkultur. Jeg har endda også prøvet at være guide på Thornæs Destilleri på Nordsjælland. Særligt whisky har fyldt lige så meget som fodbold for mig siden mit ophold i Edinburgh, og da jeg stoppede hos Viasat i 2007 blev jeg meget smigret over, at Peter Nørrelund i sin afskedsmail fik nævnt, at jeg var en fremragende whiskykender. En overgang overvejede jeg helt at droppe sportsjournalistikken, hvis jeg kunne få en fod inden for i destillationsbranchen. Nu er jeg så heldig, at jeg arbejder med begge.
Hvad dækker den danske sportspresse for lidt af:
Jeg frygter, at de personlige reportager, her i blandt det klassiske, gennemarbejdede kampreferat er på vej ud. En af mine yndlingssektioner i det engelske månedsmagasin When Saturday Comes er det faste og som regel yderst velskrevne referat af en kamp, der er blevet spillet mange uger inden tryk. Det kan være alt fra en Premier League-kamp til et opgør i National League. Jeg har da endeløs respekt for de af mine kolleger, der graver sig frem til afsløringer og derigennem kommer med noget nyt, men jeg bliver i virkeligheden selv mere draget af indslag eller artikler, der byder på indtryk og tilbyder anekdoter og baggrundsviden, jeg ikke havde i forvejen. Og jeg kan blive helt rørt, når en journalist gør sig umage med sit sprog eller med at få billedside og ord til at gå op i en højere enhed i et TV-indslag. Så jeg kan sagtens undvære noget tempo til fordel for mere æstetik og større produktoplevelser i faget.
Hvad er det næste sportsarrangement, jeg skal til, som ikke er i arbejdshenseende:
Jeg vil forsøge at komme til at alle Hillerøds hjemmekampe her i efteråret, nu hvor de endelig er vendt hjem igen efter flere års eksil i Farum og Helsingør. Jeg var afsted til den store ”homecoming” mod Esbjerg, hvor min yngste datter til min store begejstring også helt uopfordret tog med. Det er fint med mig, hvis hun vokser op som Hillerød- og ikke AGF-fan. Hun har levet hele sit liv her i udkanten af Store Dyrehave.
Sportsøjeblikke jeg ikke glemmer:
Jeg har gemt fodboldmål på først VHS, siden DVD og nu som filer siden 1989, så der er meget, jeg ikke glemmer. Som tilhænger har de største øjeblikke været: AGFs mesterskab i det forgangne forår, noget, som jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve igen og som virker helt surrealistisk at skrive om her. UEFA Cup-finalen i Sevilla 2003, hvor jeg var afsted sammen med min kæreste og nuværende hustru samt venner og kolleger fra både Danmark, Irland og Skotland – og knap 100.000 andre Celtic-tilhængere. Atlético Madrids Copa del Rey-sejr over Barcelona i 1996, hvor jeg selv var på stadion i Zaragoza i en helt afsindig atmosfære. Og AGFs pokalfinalesejr hjemme i Aarhus i 1992, hvor jeg sad på barrieren bag det ene mål, da Bo Harder helflugtede 1-0 scoringen ind i en for mig helt perfekt vinkel.
På arbejde har det største øjeblik været at kommentere VM-playoff-finalen i Cardiff mellem Wales og Ukraine i juni 2022 mellem et land, som ikke havde været med ved en VM-slutrunde siden 1958, og et land, der var blevet invaderet få måneder forinden. Der var en meget storladen og ærbødig stemning, og det er den eneste gang, hvor min stemme er knækket under en kommentering ved slutsignalet, fordi jeg var så rørt. Over den enorme walisiske glæde og den afgrundsdybe ukrainske sorg. Der skulle have været to vindere den aften.
Og det pinligste øjeblik på arbejdet:
En overgang var jeg både sidelinje-livereporter på rundens storkamp i Superligaen og selvvalgt ”klovn” i Det’ Bare Fodbold på Viaplay. Det var en fed tid, men det var også krævende på én og samme arbejdsdag at skulle levere både seriøse interviews til live-transmissionen og komiske indslag til mandag aftens udsendelse.
Inden en kamp i Ikast mellem FC Midtjylland og FC København rendte jeg rundt på anlægget klædt ud som en frø for at overfalde den midtjyske ulv som led i en verserende maskotkrig i Superligaen. Pludselig stod FCK-træner Hans Backe klar til at blive interviewet på sidelinjen, så jeg måtte i huj og hast vikle mig ud af frøkostumet og endte så vidt jeg husker med at interviewe ham kun iført boksershorts, da jeg med det samme bagefter igen skulle i frøkostumet og tæske løs på ulven med en oppustet plastik-krokodille. Hasse var jo en mand, der godt kunne virke temmelig seriøs og intimiderende, men det blev faktisk starten på en rigtig god relation, hvor vi i årevis snakkede og SMS’ede om rockmusik med hinanden.
Hvilken kendt tog jeg senest en selfie med:
Jeg er til rigtig mange metal-koncerter, hvor det usnobbede miljø gør, at man ofte kan få selfies – og øl – med musikere og forsangere i de bands, man er inde for at se. Men de tæller nok ikke som decideret ”kendte” uden for miljøet.
Så det må være AGF-målmand Jesper Hansen ved 4-tiden om morgenen i det indre Aarhus under guldfesten efter sidste kamp. Vi ser faktisk både nogenlunde ædruelige og seriøse ud på billedet. Den nat var jeg ikke sportsjournalist, men bare en uendeligt lykkelig fan. Jeg har dækket mange AGF-kampe tidligere i min karriere og bestemt fået mine hug for at være for kritisk over for dem. Men de var godt nok også ringe dengang.
Hvilken OL-sportsgren ville jeg ikke havne på sidstepladsen i:
Jeg er nervøst anlagt og scanner konstant fremtiden for mulige ildebrande, der skal slukkes, men når der rent faktisk er pres på, er jeg som regel forholdsvis rolig og præcis, så måske lerdueskydning?
Breaking news eller graverarbejde:
En af mine egne ”blinde vinkler” er nyhedsjournalistik. Jeg har aldrig været interesseret i at være først med noget, og de gange, jeg har været det, har jeg heller ikke rigtig fået et kick ud af det. Det var mig, der afslørede, at Marc Riepers karriere i Celtic var slut, men det bemærkede jeg knap nok selv, selv om det selvfølgelig fremgik af rubrikken ”Rieper ready to head home”. Jeg var mere optaget af nogle andre aspekter i mit interview med ham.
Jeg er nok i virkeligheden ikke særligt god til nogen af disciplinerne. Jeg bilder mig ind, at min styrke som formidler ligger i mit sprog og omsætningen af ekstremt nørdet viden til brugbar information. Men hvis jeg skal vælge, så graverarbejde. Jeg elsker at researche for selv at forstå komplekse sammenhænge og har eksempelvis over en årrække håndtegnet destillationsudstyr fra samtlige skotske whiskyproducenter for at forstå, hvordan de gør, og for at kunne forklare andre det.
Og hvad angår konceptet ”breaking news” minder det efterhånden ind i mellem næsten om genboens lille, enerverende terrier, der bjæffer skingert og højlydt af hvert et lille blad, der rører sig på hækken. Det larmer og fjerner fokus fra det virkeligt vigtige: perspektiv og proportioner.
Mixed zone eller dybdegående interviews:
Jeg har selv lavet meget i begge genrer i løbet af min karriere og følt mig fin tilpas i begge.
Som TV-reporter har jeg kæmpet en del med at forklare folk omkring mig, der ikke selv har prøvet det, at når man på direkte TV stiller umiddelbart banale spørgsmål, så er det fordi, at man skal have svar på det elementære men samtidig ikke kan redigere spørgsmålene ud på live-TV. ”Får du virkelig penge for at spørge en træner, hvordan han oplevede kampen?!” Skrivende journalister stiller også disse spørgsmål uge efter uge uden at bringe dem i deres artikler, så de bliver ikke genstand for den samme irritation. Det er svarene, der er interessante, og stiller man ”dumme” spørgsmål på den rigtige måde og på det rigtige tidspunkt, giver det som regel gode svar.
Skal jeg absolut vælge en genre, må det være de dybdegående interviews, fordi de også ofte giver mulighed for efterbehandling med musik og effekter, som understøtter stemningen. Og så slipper jeg også for at skulle forholde mig til det med de dumme spørgsmål…
Snakke eller skrive:
Jeg begyndte at skrive på skrivemaskine som 6-årig og ”udgav” bøger på hundredvis af sider om vores sommerferier til resten af familien. Jeg blev også den første elev på Skovbyskolen til at få 13 i skriftlig dansk, så jeg regnede med, at det var dét, jeg skulle. Men når jeg spillede fodbold for mig selv – eller med min barndomsven Kim Robin, som gav mig denne stafet – løb jeg ofte rundt og kommenterede samtidig, og Svend Gehrs var mit helt store idol i barn- og ungdommen.
Som årtierne er gået, har jeg nok kommenteret i omegnen af 100 fodboldkampe på TV, men jeg har også udgivet to bøger, som – vurderet på efterspørgslen selv ti år efter den seneste udkom – nok er noget mere interessante end barndommens portrætter af vesttyske motorvejs-rastepladser.
Hvad har jeg så nydt mest at lave? Det må trods alt nok være suset ved at kommentere på direkte TV – eller stream, som det jo rettelig er nu om dage for mit vedkommende.
Foran eller bag kameraet:
Bag kameraet, måske med en enkelt stand-up undervejs.
Vingegaard eller Højlund:
Hvis jeg endelig skal se en hel cykeletape, skal der være en massiv overvægt af luftoptagelser af de byer og områder, feltet kommer igennem. Jeg får mere ud af at iagttage Pyrenæerne ovenfra, selv hvis der er komplet overskyet, end at se på mennesker, der stamper i pedaler. Jeg har det nok med cykelsport, som min mor har det med sport generelt: ”Det er da egentlig noget fjollet noget, og de snyder nok allesammen.” Så det må blive Højlund.
Hvad er den største udfordring for den danske sportspresse:
AI. I længden skal også vi sportsjournalister overleve på det, som AI aldrig vil kunne efterligne: vores personlighed og vores gode selskab. Derfor vil vi blive nødt til at træde frem foran kameraet, selv om mange måske helst vil stå bag ved det. At kommentere på en anden og mindre objektiv facon. Og at bruge os selv i vores skriftlige reportager, selv om vi nok dybest set ikke ønsker, at det skal handle om os selv.
Hvilken kollega eller sportsjournalistisk arbejde vil du hylde:
Jeg vil gerne hylde nogle af de ufatteligt dygtige redigeringsteknikere, jeg har lavet TV-indslag sammen med gennem knap et kvart århundrede: Ole Pedersen, Jonas Nakel, Kasper Norup, Thomas Celinder, Anders Bukh, Lene Høgh, Peter Mortensen, Carsten Velton, Kristian Rindom, Alexander Hansen og Simon Alkin, for blot at nævne nogle. De opererer som kunstnere i et krydsfelt mellem (ofte utilregnelig) teknik, kreativitet, tidspres og krævende typer som mig.
Jeg giver stafetten videre til:
Jeg har flere gange været praktikantvejleder og sluttede også af med at være det i min seneste faste stilling hos Warner Bros. Discovery. Jeg kan selv huske, hvordan det var at skulle klare sig uden sådan en i Skotland, og jeg vil gerne tro, at jeg har gjort en forskel for dem, jeg har været vejleder for. Samtidig er jeg også nysgerrig efter at høre, hvordan det går dem, der lige som jeg forlod Discovery for et par år siden, da den sidste fodboldrettighed forsvandt.
Jeg nåede vist knap nok at være vejleder for Sille Jakobsen, men vi havde da nogle opgaver sammen i Superliga-dækningen. Sidst, jeg mødte hende, var til guldfesten i Aarhus, hvor hun var ude med sine nye kolleger fra Viaplay, og jeg fik da vist spurgt, hvordan det gik hende, men jeg kunne absolut intet høre af svaret, fordi alle forbipasserende havde travlt med at råbe ”Guldbarometer!” efter Kenneth Emil Pedersen. Så nu prøver jeg igen.