Det er med stor glæde, at Danske Sportsjournalisters bestyrelse nu kan annoncere en dansk konference for kvinder med titlen ”Kvinder i Sportsjournalistik”.
Konferencen afholdes fredag den 20. november 2026 fra 9.30-16 centralt i Aarhus hos Nordisk Film Biografer, Sankt Knuds Torv 15, 8000 Aarhus C.
Konferencen vil kun være åben for kvindelige deltagere, og afholdes som en blanding af oplæg, talks, vidensdeling/forskning, debat og netværk. Den henvender sig fx til studerende, samt naturligvis kvindelige sportsjournalister, men udelukker ikke andre interesserede i at deltage, ligesom vi fx så det for nogle år siden, da vi havde et mindre arrangement hos DJ i København, hvor både journalister, kommunikationsfolk og andre debatterede lystigt om emner som går igen hos kvinder i fag, som er domineret af mænd.
Programmet på denne konference vil indeholde både internationale og danske oplægsholdere.
”Vi er stolte over, at præsentere den første konference af sin slags i Danmark, og vi ser frem til at byde deltagerne velkommen. Vi synes, at det er en interessant ramme med mange relevante emner, som der kan og bør tales om, og vi fornemmer både opbakning og behov derude hos vore nuværende, og forhåbentlig kommende, kvindelige kolleger. Vi vil diskutere fordomme, debattere emner, som fylder hos kvinder, der drømmer om vores fag, samt inspirere med dansk og europæisk forskning. Men det er også en dag til relevant netværk, som måske kan hjælpe nogle bedre på vej”, siger formanden for Danske Sportsjournalister, Jimmy Bøjgaard.
DS-konferencen er blandt andet inspireret af en norsk konference, som hvert år samler omkring 100 deltagere. I Aarhus den 20. november er ambitionen, at skabe en konference, hvor kvinder deler erfaringer med kvinder, og inspirerer hinanden og deler ud af gode råd og udfordringer.
Konferencen er støttet af et legat fra Jyllands-Postens Fond.
”Det er et legat, som vi er yderst taknemmelige for. Uden den støtte, kunne vi slet ikke lave det her på det niveau, som vi nu er i stand til, og vi er meget ydmyge omkring, at vi også skal levere på sådan en håndsrækning. Jeg opfordrer virkelig alle relevante kvinder i hele landet til at sætte dagen af til en inspirerende dag, for det er en dag til dem”, siger Jimmy Bøjgaard.
Konferencen er gratis, men kræver tilmelding på email til adressen: dskasserer@gmail.com.
Der vil løbende komme nyt om programmet på Danske Sportsjournalisters hjemmeside, samt på vores instagramprofil: danske_sportsjournalister