“Turen går til engelsk fodbold – og du skal med”. Det skriver Morten Bruun på bagsiden af sin nye bog: “Matchday”…som er en tur rundt i det legendariske fodboldland, England. Jeg citerer under overskriften: “Just follow all the others…”:
“Du skal med til de store derbies, de bitre nedrykningsslag og pokalfinalerne. Du skal på togtur over de bløde bakker i Yorkshire og ned i de overfyldte undergrundstog til Wembley. Du skal med på 49 forskellige stadioner og møde alle de forskellige fodboldkulturer i England”.
Tidligere i år interviewede jeg Morten Bruun omkring bogen:
“Bogen er en rejse i engelsk fodbold med udgangspunkt i 48 kampe, som jeg har set på de største engelske stadioner. Med disse stadionbesøg som udgangspunkt tegner jeg en række portrætter af alle klubberne i Premier League og the Championship. Plus en håndfuld klubber, som nødvendigvis må med, når jeg har ambitioner om at skrive det, jeg kalder for engelsk fodbolds kulturhistorie. Der er tale om klubportrætter, krydret med min egne iagttagelser og betragtninger, hvor jeg også inddrager klubbernes hjembyer og den regionale tilknytning. Når man som jeg har rejst meget rundt i England, går det for alvor op for en, hvor stor forskel, der er på de forskellige områder”.
Det bugner med sportsbøger i 2019 og selvfølgelig flest udgivelser jo tættere vi kommer på julen. Her på sitet vil vi præsentere en del fra stakken – alt hvad vi får fingre i. Det bliver i tilfældig rækkefølge uanset idrætsgren, emne, pris, anmeldelser. Det sidste kommer ikke på DS-siden – det lader vi de professionelle anmeldere om. Her bliver bøgerne præsenteret, omtalt og det vil være som en slags info for vores medlemmer. For der er i dette kalenderår kommet flere sportsbøger end tidligere. God fornøjelse.