Manden bag Årets Sportsfoto: “Der var ingen, som smed mig væk”

Årets Sportsfoto 2023 - fotoet er taget af Lars Møller.

Lars Møller er stadig forundret over, at han fik så let adgang til at skyde Årets Sportsfoto 2023.

Tekst: Karl Aage Dalgaard

Tre rutinerede fotografer var med i opløbet, da vinderen af Årets Sportsfoto 2023 skulle kåres og hædres ved Sportsjournalisternes Dag fredag 8. marts i Restaurant Allégade 10 på Frederiksberg.

De var Lars Møller (foto af Annesofie Hartmann Nielsen, der vinder guld i kuglestød for kvinder ved de danske mesterskaber i atletik til DM-ugen i Aalborg), Claus Frederiksen (for videoreportagen “Historiens Tyngde – Bastian Emil og Brian Holm”) og Lars Horn (for billedserie fra Royal Run og DM-ugen).

Inden vinderen blev kaldt frem, fortalte DS-sekretær Martin Davidsen lidt om prisens betydning.

– Det er en særlig pris i foreningen – og en vigtig pris. For mediebranchen er midt i en udfordrende tid, og det kan man især mærke på foto-området. Vi synes i DS, at det er vigtigt at værne om fotoprisen og netop hylde de gode billeder. Vi er begunstiget af nogle meget dygtige sportsfotografer i Danmark, og de kan ikke gemme sig bag et skrivebord eller en telefon. De skal ud i virkeligheden, og de skal tæt på begivenhederne og atleterne for at levere deres produkt. Det er i sig selv beundringsværdigt.

– Som sagt har vi mange gode fotografer i Danmark, og der er også blevet taget mange gode sportsfotos i 2023. Det har også afspejlet sig i feltet af indstillede kandidater. Der endte med at være otte stærke indstillinger, og juryen har udvalgt tre nominerede og en vinder.

Efter en kort præsentation af de nominerede og deres produkter afslørede Martin Davidsen navnet på vinderen. Det blev Lars Møller for billedet af kuglestøderen Annesofie Hartmann Nielsen.

– For det første er det et æstetisk flot billede med Annesofie i midten og så en flot baggrund med blå himmel, publikum og så en metallisk halvbue med lamper med lys. Men motivet er Annesofie med opspilede øjne og koncentrationen lysende ud af hende. Jeg føler, at jeg kan se ind i hendes sjæl her, og det rummer al det drama og alle de følelser, der er i en atlet, der er midt i en stor bedrift. Vi er ekstremt tæt på her, og det er alt i alt et fremragende billede, der viser alt det, som det gode sportsfoto kan: Nærvær, dramatik og følelser, lød hyldesten fra Martin Davidsen til Lars Møller.

Vinderen lægger ikke skjul på sin glæde.

– Det var rart, og jeg blev meget glad. Specielt fordi jeg er helt vild med det billede, og der altid er konkurrence om at vinde.

Hvad betyder prisen for dig?

– Primært er jeg glad for at kunne fortælle min kunde, at et billede taget på deres opgave blev Årets Sportsfoto. Så er det ikke gået helt skidt i løbet af det sidste år, når man vinder en pris for et af billederne, siger Lars Møller og udtrykker så en vis undren over, hvor let billedet er taget.

– Kuglestødskonkurrencen lå på Honnørkajen, hvor det foregik på en scene, der var hævet ca. en halv meter. Jeg havde mange andre opgaver den dag og kom sent til konkurrencen. Det første, jeg undrede mig over, var, at der ikke var placeret et tv-kamera lige foran atleten, da man kunne komme helt tæt på. Tv var åbenbart placeret flere meter tilbage, fortæller Lars Møller og tilføjer:

– Der sad heller ikke nogen fotografer, så jeg sprang ind og satte mig lige foran atleten. Det betød, at afstanden mellem atlet og mit kamera var mellem en halv og en hel meter – meget tæt på. Ingen sagde noget til, at jeg sad der, men jeg er også sikker på, det ikke var meningen, at jeg skulle være der. Jeg bestemte mig for bare at blive siddende så længe som muligt og skyde.

– Jeg sad der konkurrencen ud, uden at atleter, trænere, sikkerhed eller tv sagde noget som helst. Jeg havde aldrig fået lov til at sidde der, hvis det foregik på et atletikstadion. Jeg tror ikke, det billede nogensinde skulle være taget … Der var bare ikke nogen, der smed mig væk, erklærer Lars Møller og dokumenterer således, at frækhed belønner sig.

Lars Møller har været selvstændig fotojournalist med egen virksomhed i Søborg siden 2007. Forinden var han i næsten en halv snes år ansat i Berlingske Media som nyheds- og sportsfotograf, først og fremmest for B.T.

Han har som fotograf været til et utal af internationale sportsbegivenheder, blandt andet ni olympiske vinter- og sommerlege.

Lars Møller har i tidens løb modtaget et hav af priser såvel nationalt som internationalt, og i 2003 blev han Årets Sportsjournalist.