Thomas Pyndt fra Tipsbladet er Årets Fortæller 2019

Af Jeppe Laursen Brock

På sin vis er det næsten en hån at skrive en artikel om Årets Fortæller så trivielt, som det er tilfældet her. Men nu har den djævelske coronavirus alligevel suget alt muligt andet farve ud af hverdagen, så det er måske alligevel på sin plads blot at konstatere, at vinderen er Thomas Pyndt fra Tipsbladet – og så ellers overlade det til ham at tale lidt kolorit frem i teksten.

Egentlig skulle han have haft prisen lige før jul, men et lokalt udbrud af pandemien gjorde det umuligt dengang. Derfor får han i stedet plaketten med sit navn på fredag den 15. januar, da han bliver overrasket på Tipsbladets redaktion foran et par gode kolleger.

”Jeg er meget stolt over at modtage den her pris”, siger Thomas Pyndt:

”Faktisk synes jeg, at det står rigtig godt til med dansk sportsjournalistik – både hvad angår nyhedsdækning og at grave historier frem, men også når det kommer til at fortælle den gode historie. Set i det lys er jeg særligt glad for at få denne anerkendelse”, siger han.

De andre nominerede til prisen var Thomas Kristensen fra TV2 og freelancer Kenneth Hansen, som begge vil blive hædret med blomster og en klapsalve, når det en dag atter er muligt at samle folk i festligt lag. Det var stærke kandidater. Men når valget alligevel faldt på Thomas Pyndt, bunder det i den 52-årige nordjydes gennemførte trang og evne til at fortælle de gode historier – særligt i formatet ’En Stille Fodboldsnak’, som han selv var ophavsmand til for mere end 20 år siden. Men serien lever endnu, og den gør det i god form.

Kort fortalt er det interviews med kendte om fodbold.

”En Stille Fodboldsnak giver nye og anderledes perspektiver og historier om sporten fra folk, vi ikke normalt hører udtale sig om fodbold. Samtidig fungerer artiklerne som portrætter af store personligheder, som vi får et nyt og anderledes indblik i”, lød det i indstillingen af Thomas Pyndt.

Pilou Asbæk som Delaney

Noget af det samme fremhæver han også selv som seriens styrke.

”Alle de her hovedpersoner har meget konkrete minder om fodbolden, men i dem ligger der næsten altid også noget meget generelt, så de fleste kan relatere til det. Vi har jo alle sammen scoret et fantastisk langskudsmål i en vigtig kamp på udebane”, siger Thomas Pyndt.

Desuden træder ’En Stille Fodboldsnak’ ud fra mængden ved at give ordet til folk, der sætter andre ord på sporten, end de faste betragtninger, som journalister og kommentarer oftest gør brug af. Det er forfriskende.

”I 2019 fik han Pilou Asbæk til at fortælle om drømmen om at være Thomas Delaney, Peter Tanev talte om at se fodbold i sensommeren, og Anders Juul beskrev, hvordan man kan lodde holdkammeraters sindstilstand bare ved at opleve dem spille fodbold. Andre Tipsbladet-journalister har lavet En Stille Fodboldsnak, men Thomas Pyndt er mesteren af en serie, han selv har skabt”.

I det hele taget har prismodtageren en formidabel evne til at sammensætte de særligt interessante detaljer ved en person eller historie, så fortællingen får liv og krop. Det har han excelleret med i 2019 – både i Tipsbladets spalter og i podcasten ’En Halvleg med Redaktionen’.

Og netop fortællingen er vigtig for Thomas Pyndt.

”Det fylder rigtig meget. Straks efter et interview begynder jeg at tænke over, hvad der skal med, hvad der kan fænge, og så gælder det ellers om at sørge for, at der er interessante detaljer strøet ud over artiklen for at fastholde læserne. Ofte er det sådan, at jeg begynder artiklen med det, jeg selv hæfter mig naturligt ved. Det, som jeg straks fortæller Sebastian (Stanbury, red.) om, når jeg kommer tilbage på redaktionen. Det er jo det, jeg selv har fundet mest spændende. Hvis jeg kan få et par detaljer til at hænge ved hos læseren bagefter, så er jeg glad”, siger Thomas Pyndt.

Læserne i baghovedet

Det er vigtigt for ham at takke sin redaktion – ikke bare Sebastian Stanbury, men også chefredaktør Troels Bager Thøgersen og de gode kolleger på tipsbladet.dk, som han deler kontor med i JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen.

”Tænk, at jeg i 25 år har kunnet lave det her, som jeg brænder for. Og det gør jeg stadig. Det er jo blandt andet, fordi jeg kan arbejde sammen med så gode folk”, siger Thomas Pyndt.

I det hele taget er det med den indre ild også en nøgle for ham i forhold til at fortælle historierne. Det er meget lettere, når det er noget, han brænder for, og derfor er det næsten altid det, han kaster sig over – noget, der på en eller anden måde fascinerer ham. Og når han så sætter sig til tastaturet, har han et par bekendte i baghovedet.

”Jeg skriver til en række personer, jeg kender. De er typiske læsere af Tipsbladet, så jeg forestiller mig, hvordan jeg skal fortælle historien for, at de vil være fænget af den. Så vil det nok også gælde de fleste af vores læsere”, siger Thomas Pyndt.

Men så er der heller ikke tid til at sige meget mere i denne omgang. Sebastian Stanbury har varslet, at han vil gå ud at købe bobler, for det er selvfølgelig på sin plads at fejre hæderen på den lille redaktion: At Thomas Pyndt er Årets Fortæller 2019.