Presselandsholdet smed farlig føring i Hedensted

Det er efterhånden en af fodboldens tunge klicheer, at 2-0 er den farligste føring. Men salig Richard Møller Nielsens bevingede ord blev atter bekræftet fredag aften, da presselandsholdet var i aktion på Hedensted Stadion i anledning af den traditionelle og lokale Majfest.

Anført af Andreas Kraul stillede Presselandsholdet op med et ungt og uprøvet hold, der dog rummede masser af talent og kvalitet overfor Hedensted IF’s stærke Oldboys-hold. Hjemmeholdet fra Hedensted dominerede store dele af første halvleg, men alligevel lykkedes det presselandsholdet at bringe sig foran med både 1-0 og 2-0 midtvejs i første halvleg.

Herefter satte Hedensted imidlertid tryk på kedlerne, og to gange inden pausen scorede hjemmeholdet, så stillingen var 2-2, da de to hold gik i omklædningsrummet.

Anden halvleg var en tæt affære, hvor presselandsholdet kæmpede bravt, men hvor Hedensted IF fortsatte med at presse på. Alligevel kunne presselandsholdet have bragt sig på 3-2 ved en friløber midtvejs i anden halvleg, men i stedet blev det hjemmeholdet, som sikrede sig sejren ved en scoring tre minutter før slutfløjt.

Dermed indkasserede presselandsholdet et ærgerligt nederlag, men det blev alligevel en god aften i Hedensted, hvor der var dækket op til byfest efter slutfløjt.

Danske Sportsjournalister takker Hedensted for godt værtskab og et godt arrangement.

Se flere billeder på Hedensted IF’s Facebook-side.