Jan Jensen er Årets Sportsjournalist 2022

Danske Sportsjournalisters generalforsamling og Sportsjournalisternes Dag den 3. marts 2023 på Restaurant Pilen, Frederiksberg. Foto: Claus Birch

Ekstra Bladets Jan Jensen er kåret til Årets Sportsjournalist 2022 og dermed vinder af Den Gyldne Pen.

Det blev afsløret fredag den 3. marts i forbindelse med Sportsjournalisternes Dag. De øvrige nominerede til prisen var Thomas Lund Hansen og Kenneth Thygesen fra Jyllands-Posten samt Dennis Bjerre Christiansen og Kim Robin Graahede fra Aarhus Stiftstidende.

Jan Jensen vandt prisen på baggrund af sin dækning og afsløringer af korruption, magtmisbrug og meget andet i forbindelse med fodbold-VM i Qatar 2022, hvilket blev foldet ud i podcasten Blodbold 2022.

Her kan du læse indstillingen af Jan Jensen som Årets Sportsjournalist i sin helhed:

Jan Jensen fra Ekstra Bladet vinder prisen som Årets Sportsjournalist for hans årelange kritiske dækning af VM i Qatar samt korruption i toppen af international fodbold. Et arbejde, der i 2022 blev foldet ud i podcasten Blodbold.  

Og hvorfor så det?

En ting er at være med, når historierne sker. Noget andet er at forudse dem flere år før, at de fleste andre overhovedet begynder at interessere sig for dem.

Det sidste er tilfældet i Jan Jensens arbejde med VM i Qatar 2022. I mere end ti år har Jan Jensen arbejdet systematisk og på tværs af landegrænser med at blotlægge, hvordan FIFA, fodboldens vigtigste organisation, endte med at give verdens største fodboldturnering til upåagtede Qatar.

VM i Qatar blev afholdt i 2022, og på grund af blandt andet Jan Jensens arbejde forstod de fleste mennesker verden over, hvor stor en skandale det egentlig var.

Korruptionen er tydelig, mens flere tusinde migrantarbejdere er døde for at få VM-stadions og infrastruktur klar til den store fodboldturnering.

Blodbold er en podcast drevet af Jan Jensens afsløringer gennem tiden og fortalt af en af de journalister i hele verden, der ved mest om, hvilke forbrydelser der er sket i forbindelse med Qatars VM. Både før og undervejs i processen med at gøre landet klar.

Blodbold er ikke bare en beskuers fortælling om skandalen i Qatar. Det er mere end et årtis undersøgende journalistik kogt ned til formidabel formidling af tusinder af dokumenter og ekstremt mange interviews. Og i 2022 blev det tilmed toppet op med et interview med Sepp Blatter, der indrømmede, at pengekuverterne bliver kastet til højre og venstre i FIFAs lokaler.

Havde Jan Jensen og hans kollegaer ikke insisteret på at grave i og fortælle om VM i Qatar allerede for ti år siden, da ingen andre for alvor interesserede sig for det, havde vi ikke stået med den viden, vi har i dag. Og det er uundværlig viden

Der er lagt så mange arbejdstimer, efterprøvet så mange informationer og indsamlet så mange afslørende dokumenter i de seneste ti år. Det har Danske Fodboldfans honoreret med en særpris til Jan Jensen.

Jan Jensen fortjener også at blive Årets Sportsjournalist for sit ukuelige arbejde for at afsløre et beskidt spil og et møgbeskidt VM.