Af Dennis Bjerre Christiansen, sportsjournalist, Århus Stiftstidende
En kollega skrev forleden tillykke til mig, da det kom frem, at JP har skåret kraftigt ned på deres sportsdækning – og dermed også deres dækning af AGF. Det betyder, at der lige nu er en konkurrent mindre, når jeg som journalist på Århus Stiftstidende dækker den århusianske Superligaklub.
Men der er desværre ikke rigtig noget at klappe af. Faktisk er det en meget deprimerende oplevelse at dække sport som skrivende journalist i disse år.
Da AGF i søndags mødte Lyngby, var der – så vidt jeg kunne se – tre skrivende journalister til stede. To fra Århus Stiftstidende og én fra Ritzau, som man må forstå skrev til alle de andre. Ingen fra Ekstra Bladet, BT, JP eller hvem jeg nu ellers i de seneste 15 år har skubbet skulder med for at få de gode citater.
Det har jeg aldrig oplevet før til en AGF-kamp – og jeg har endda været med nede i 1. division flere gange. For en god ordens skyld blev kampen dækket af både TV og radio, men de opererer jo ikke i samme mixedzone som os andre 
Til AGF-træninger står vi efterhånden også alene uge efter uge – ja, lige udover de fanmedier, der pibler frem og gør deres bedste for at holde mikrofonen.
Denne bedrøvelige udvikling er vel at mærke når jeg dækker AGF. I mange år har jeg vænnet mig til at være alene, når jeg skal skrive om Aarhus Fremad, Bakken Bears eller håndbold. Men snart er jeg ikke alene på Riisvangen eller ude i hallerne, jeg er der nemlig slet ikke, fordi vi – ligesom kollegaerne på de andre medier – har fået at vide, at livremmen skal spændes. Det er primært Fredensvang, vi skal kigge mod fremover.
Det her er ikke en kritik af nogen, vel en kold konstatering af hvad virkeligheden er. Jeg vil kalde den trist, andre naturlig. Den har i hvert fald fart på.