Af Jimmy Bøjgaard, formand, Danske Sportsjournalister
De seneste dage er det væltet ind med indstillinger til vore priser, som uddeles fredag den 8. marts på Sportsjournalisternes Dag med generalforsamling og gallafest. Der er mange indstillinger, og kvaliteten er høj. Det bliver et spændende arbejde for vores kompetente og arbejdsomme jury, som jeg igen vil takke for det store arbejde. Det er uvurderligt – tak!
Traditionen tro, er det efter vedtægterne bestyrelsen, som kårer Årets Sportsjournalist, og også her, har vi fået mange indstillinger, fyldt med kvalitet, som afspejler produktion af sportsjournalistik på højt niveau i 2023.
Men der er én kategori, hvor vi fortsat halter, og det er omkring fotoprisen. Det er ikke fordi, at kvaliteten ikke er der, men vi har svært ved at få fotograferne ud af busken.
Efter flere snakke løbende igennem årene omkring netop fotoprisen, som jo i øvrigt er blevet ændret til konkret at være årets sportsfoto, så har bestyrelsen i går vedtaget, at forlænge fristen for indsendelse til denne kategori til mandag den 26. februar.
Samtidig fortsætter vi med at være udfarende til fotograferne, for at invitere dem til at indsende deres bedste bud, og alle fotografer i foreningen vil snarest modtage en invitation på email med opfordring til at indsende til juryen. Sagt på en anden måde, så har DS-bestyrelsen besluttet, at alle foreningens fotografer de facto er inviteret og dermed med i kampen om prisen, så lad dette være en kraftig opfordring til at byde ind. Vi gør det for at værne om de smukke billeder i vores fag, i en tid, hvor der er udfordringer nok i vores branche, og hvor vi som bestyrelse ikke har lyst til at trække det nemme kort og nedlægge prisen, men tværtimod gerne vil hylde de gode billeder.
Det synes vi jo mest af alt, at fotograferne har gavn af, så derfor også en kraftig opfordring til jer alle, om at indsende det bedste billede, så vi kan nominere et stærkt felt, give hædrende omtale til mange, sammen hylde de gode billeder, og til sidst også kåre Årets Sportsfoto 2023.
Vi modtager meget gerne feedback enten direkte til mig, eller på dspriser@gmail.com, hvortil indstillinger og billeder også skal sendes.