Formand Jimmy Bøjgaard deltog i arrangement hos Divisionsforeningen i en paneldebat om samarbejdet mellem medier og klubber i Superligaen og Nordic Bet Ligaen.
Tekst: Martin Davidsen
Selvom medier og klubber har forskellige interesser, er der grundlæggende et godt samarbejde mellem medier og klubber i dansk topfodbold – men der er også plads til forbedringer. Det var en af konklusionerne på den paneldebat, der løb af stablen i sidste uge, da journalister, medier, kommunikationsmedarbejdere og andre interessenter var samlet hos Divisionsforeningen.
Klubberne i Superligaen og Nordic Bet Ligaklubber mødes med jævne mellemrum med repræsentanter fra dansk sportspresse for at tale om samarbejdet mellem klubber og medier, og Danske Sportsjournalister har som forening flere gange medvirket i disse arrangementer. Således også i februar 2024, hvor Danske Sportsjournalisters formand Jimmy Bøjgaard deltog.
”Vi vil gerne have en løbende dialog for at forbedre tingene til fælles bedste, og jeg vil gerne starte med at sige, at der generelt er et rigtig godt samarbejde mellem klubber og medier. Klubberne var positive, og det var en virkelig god dag. Jeg synes, at vi har et virkelig godt samarbejde med Superliga-klubberne og Nordic Bet-klubberne, og vi vil gerne gøre vores til, at det bliver endnu bedre,” fortæller Jimmy Bøjgaard.
Til dette års arrangement deltog Jimmy Bøjgaard i en paneldebat med repræsentanter fra klubberne og fra medierne.
”Vores medlemmer Gisle Thorsen og Farzam Abolhosseini deltog også. Journalister fra medierne og kommunikationsmedarbejdere fra klubberne ser selvfølgelig lidt forskelligt på tingene, men som repræsentant for Danske Sportsjournalister kunne jeg byde ind nogle af de ting, vi hører fra vores medlemmer,” fortæller Jimmy Bøjgaard, der nævner nogle af de udfordringer, danske sportsjournalister med mellemrum kan møde i deres arbejde med nogle af klubberne i dansk topfodbold.
”Vi hører blandt andet om mindre tilgængelig. Vi får input fra medlemmer om, at vi er ved at blive mere lukkede i Danmark end i for eksempel Norge og Sverige. Det er selvfølgelig en bekymring, og så appellerede jeg i debettan til, at vi sammen skal forsøge at finde løsninger,” siger Jimmy Bøjgaard.
”Dialog kan gøres os bedre”
Klubber og medier har i sagens natur forskellige roller, når det handler om at fortælle historier fra dansk topfodbold, men hos Danske Sportsjournalister er man også opmærksom på tendensen med, at klubbernes egne kommunikationsafdelinger producerer indhold til egne kanaler.
”Det var også noget, jeg kom ind på i dialogen med klubberne. Jeg er med på, at klubberne også har nogle mål og bliver målt internt, men lad nu de relevante spillere fra en kamp komme ud i Mixed Zone, så de ikke kun optræder på klubbernes egne sociale medier. Det duer ikke. Klubberne var modtagelige overfor nogle af mine budskaber, og så rejste de også nogle spørgsmål og udfordringer den anden vej. Dette tager jeg også med mig, for det er vigtigt, at vi kan have en dialog om de ting, der kan gøre os bedre,” siger Jimmy Bøjgaard.
”Klubberne ærgrer sig over, at medierne ikke prioriterer at komme ud til træning med en fast reporter, og det skal vi også reflekterer over i branchen. Klubberne oplever, at der kommer få medier ud, og det er selvfølgelig noget, vi kan tænke over. Og om vi så fik adgang til mere, hvis vi havde en fast mand, det må jo så stå til en prøve,” tilføjer han.
Mange gode input
Formanden understreger imidlertid, at samarbejdet mellem medier og klubber på overordnet plan fungerer rigtig godt, og det bør være muligt at finde fælles fodslag omkring den daglige dækning, tilgængelighed og så videre.
”Vi fik rigtig mange gode input, men vi må også sige, at mediebranchen er ændret de senere år. Klubbernes virkelighed er også ændret. Og det skal vi prøve at hele tiden tale om, hvordan vi gør bedst muligt at udbygge på. Jeg synes kun det er fedt, at vi har en holdning til hinanden, og jeg kan mærke, at ordet ”ordentlighed” fylder noget i klubberne; altså hvordan vi som journalister, redaktører og medier samarbejder omkring interviews, artikler, præmisser og aftaler,” siger Jimmy Bøjgaard.
”Så vi skal også tænke over, hvordan vi møder klubberne og respekterer deres arbejde, hvis vi gerne vil have, at de respekterer vores arbejde. Det betyder jo ikke, at klubberne skal bestemme, hvad vi skriver eller hvordan vi arbejder, eller at vi skal bestemme, hvem de skal have i startopstillingen. Men det betyder, at man overordnet samlet godt kan samarbejde på en mere konstruktiv måde,” siger Jimmy Bøjgaard.
Dansk fodbold skal udnytte momentum
Han ser frem til at følge udviklingen de kommende måneder og år, hvor både dansk klubfodbold og dansk sportsjournalistik står over for nye tider med blandt andet ny rettighedshaver på tv.
”Fodbold fylder så meget hos os og hos vores medlemmer i Danmark, og jeg synes, at de skal kunne se mulighederne for, hvad et stærkere samarbejde kan betyde for eksempel forhold og tilgængelighed. Det kan være med til at understøtte deres produkt. Superligaen har momentum nu, og min største bekymring er egentlig, at der bliver mere lukket, fordi man kan få en fornemmelse af, at der ikke er behov for uafhængige medier, når der er rettighedshavere, klubbernes egne medier og mange tilskuere. Der kan godt være plads til alle og tænke i et bedre økosystem, hvor man bakker hinanden op,” siger Jimmy Bøjgaard.
” I gode tider skal man være meget opmærksom på det. I andre forbund taler man om, hvordan man kan komme i medierne. I dansk fodbold taler vi om, hvordan vi kan gøre det bedre. Fodboldklubberne skal passe på med at være for overbeskyttende, for der er ikke nogen voldsom tabloid presse i Danmark som man ser i andre lande som England. Giv noget mere. Jeg tror, det hjælper produktet, og jeg tror sagtens, det kan styres,” siger Jimmy Bøjgaard.
I det hele taget var det en meget brugbar eftermiddag i Fodboldens Hus med klubberne fra Superligaen og Nordic Bet Liga.
”Der var mange gode inputs, og jeg er meget taknemmelig for, at vi havde nogle gode debatter og kunne være der. Det er jo deres maskinrum, vi er inde i, og det er givende for alle parter, at vi snakker sammen.”