Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Om DS

Mister Smile 1

Af John Idorn (22. juni 1999)

Et 60-årigt gammelt papir er dukket frem af gemmerne. Et papir, der har tanker om det spørgsmål, de fleste af os har fået stillet: "Hvordan bliver man sportsjournalist"
I dag er standardløsningen: Journalistuddannelsen på højskolen i Aarhus. Det kan der siges uendeligt meget godt om, men det kan vel ikke helt afvises, at faget af den grund kan gå glip af en enkelt eller to, der ville ha' tilført standen nogle glimrende ting.
Nå, der er jo fortsat nogle smuthuller, især via fjernssynsstationerne, hvor udviklingen pudsigt nok er modsat den traditionelle. Fjernsynet har brug for ekspertviden. Hvis en sådan ekspert slår til på sit eget felt, udvides mulighederne for at bevæge sig fra ekspert på et enkelt område til at fungere som journalist på en række andre områder.
Det skyldes, at fjernsyn og radio arbejder med to ting, som er ukendt for aviserne: Udseende og stemme, der kan være overordentligt vigtige, om end adskilt fra fagets grundsubstans: At vide noget.
En egentlig uddannelse begynder bredt, og specialiseringen kommer først senere. Det kendes fra alle højere uddannelser, hvor hovedopgaven, specialemnet, først klares ved afslutningen af grunduddannelsen.
Det varer en del år, før der kan siges noget bestemt om fordele og minusser ved de forskellige muligheder.

 

Ingen idrætsjournalister

De overvejelser fandtes ikke, da sportsjournalistikken begyndte i Danmark. Forbavsende kontrast: Vi har Danmarks Idræts-Forbund, De Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og Dansk Firmaidrætsforbund - men de, der skriver om, hvad der foregår dér, er sportsjournalister. Vi har ingen idrætsjournalister.
På den anden side: Ordet "sport" kommer af det latinske "disportare", der betyder at adsprede og underholde.

 

"Nolle"

...var nok den, der var størst inspiration for den unge Emil Andersen. Han var mesteren blandt første generations sportsjournalister, selvom det tog meget lang tid, inden bladene opdagede, at sport kunne sælge aviser.
Vi kender omtale af cricket fra 1866, af sejlads fra 1867 og en masse gymnastik og roning fra 1870 og fremefter.
Fra 1884 fik vi "Tidsskrift for Idræt", der berettede om atletik, cykling, roning, skydning, fægtning, ridning, svømning, jagt og fiskeri.
Der var danske journalister i Athen 1896 og Paris 1900, men den person, der spillede størst rolle for alle var Arnold Richard Nielsen, "Nolle", en europæisk kapacitet i brydning, vægtløftning og boksning.
Han skabte datidens roliganbevægelse. For "Sportsbladet" arrangerede han i 1915 rejse til fodboldlandskamp i Stockholm. Ca 1000 var med. De betalte 12 kr for rejsen - inkl. entré!

 

Mr. Smile

blev født i 1893 og var altså i lære som korrespondent, da han svingede over til idrætten, fordi han ikke kunne lade være.
I 1916 kom to nyskabelser: "Nolle" sørgede for, at BT blev det første dagblad, der indførte en fast sportsrubrik, og samme år kom "Idrætsbladet". I begyndelsen kun én gang om ugen, men sammen med fagredaktører som Hagbard Vestergaard (20'enes fineste fodbolddommer), Evald Andersen (bror til Mr. Smile), Magnus Simonsen (siden Politiken), Carl Ettrup og Gunnar Hansen førte Mr. Smile bladet frem til en førerstilling. Det udkom op til tre gange om ugen.
Mr. Smile var ikke den første sportsjournalist af betydning, men han var den, der moderniserede faget. Hans forudsætninger var, at hans almenviden var enormt stor. Det betød, at han hele tiden formåede at sætte idrætten i sammenhæng med, hvad der i øvrigt foregik i samfundet.
Af den grund var hans meninger værdsat langt udenfor idrættens kreds.

 

Med overalt

Dengang var der heller ikke noget med at bladene afskærmede deres redaktioner. Mr. Smile var - samtidigt med virket på "Idrætsbladet" - sportsredaktør ved BT fra 1921-27, "Dagens Nyheder" 1927-34 og "Politiken" fra 1934.
Alle vegne betød hans virke et gennembrud for sportsjournalistik. Udover de, der er nævnt, var Mr. Smile også læremester for "Julle", der skabte sin helt egen position på "Aftenbladet" fra 1930 og fortsatte på Ekstra-Bladet fra 1953, hvor han genskabte skolernes fodboldturnering.
Mr. Smile startede Københavnske Sportsjournalisters Klub og han startede det nordiske samarbejde med Sveriges - og Nordens - største skribentnavn i idræt, Torsten Tegnér.
Tegnér indførte et interessant skandinavisk samarbejde. I julenummeret, som det svenske "Idrottsbladet" udgav, bragte han i 1936 og 37 causerier af Mr. Smile. De stod på dansk, og i slutningen af artiklerne var der så en mini-ordbog, hvor de sværeste af ordene blev forklaret.
Det er tankevækkende, og det er trist, at det redaktionelle skandinaviske samarbejde er faldet væk. Rent faktisk er det sådan, at Sverige og Norge er de lande, vi véd mindst om.

 

Tegnérs vurdering

Forholdet mellem dem udviklede sig til et enestående venskab, funderet hos begge i overbevisningen om, at der fandtes andet i livet end idræt, men at man - hvis det var sagen, man brændte for - havde pligt til at yde sit ypperste hver gang.
I august 1937 blev Mr. Smile ramt af en nervesygdom. Fra Hareskov Kuranstalt skrev han i dec 1938 til Torsten Tegnér (der fyldte 50 år):
Jeg ville give meget for i nat at være hos dig og kunne fortælle dig, medens alle gæster hørte derpå, hvad du har betydet for mig gennem årene. For mig, for alle, for så mange andre...for svensk idræt, for nordisk, for europæisk...
Men det lader sig ikke gøre. Jeg var i lykkeland i tre uger godt og vel, så fik jeg et tilbagefald.
Du har fortjent den lykke, der har fulgt dig gennem livet, og du har arbejdet for den. Du har for mig været en aldrig svigtende ven, et forbillede, et ledefyr, som havde varme og lys at udsprede år efter år.
Jeg glæder mig til at finde en gave, der vil overraske og fryde dig, selvom det bliver vanskeligt at finde noget til en mand, der foruden kræsen smag har råd til at købe sig alt, hvad han bryder sig om. Allermest glæder jeg mig dog til at sidde stille med dig nogle timer og sige intet eller næsten intet og vide, at alt igen er som det var en gang.

 

Afslutningen

Mr. Smile vendte hjem til Rungsted i foråret 1939 og skrev sit sidste større brev til Tegnér d. 3. maj 1939:
"..bedst har jeg det, når jeg skriver, men min menneskeskyhed er endnu så stor, at jeg ikke kan eller tør blande mig i mængden, og derfor kan jeg ikke skrive om det aktuelt pulserende idrætsliv".
Torsten Tegnér afslutter sin omtale af Mr. Smile med ordene:
"Ingen af mine 18 eller 20 pressevenner kan tage mig det ilde op, at jeg altid har sat én af dem forrest, i kraft af hans eminente personlighed og dygtighed, hans absolutte pålidelighed, hans menneskekærlighed - og vor gensides hengivenhed.
Det er Danmarks "Mr. Smile", den blide Emil Andersen. Han kæmpede i 20 måneder med en pinefuld nervesygdom. Midsommeren 1939 fik han ro i bølgerne ved Rungsted".
Mr. Smile's søn, Poul Prip Andersen, fik siden en smuk karriere som sportsredaktør på Berlingske Tidende. Poul Prip var også den sidste sportsjournalist, der fik valg til DOK.