Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Om DS

Mister Smile 2

Af John Idorn (22. juni 1999)

 

Mister Smile alias Emil Andersen formulerede en gang sine tanker om arbejdet som sportsjournalist i et foredrag ved et møde for nordiske sportsjournalister. Emnet var så enkelt som: "Hvordan bliver man sportsjournalist?"

Spørgsmålet: "Hvordan bliver man sportsjournalist?" er kommet til mig fra unge sportsmænd, fra tilskuere, fra sportsinteresserede, fra folk, der gerne ville have noget at bestille, fra mennesker, der følte det som deres kald at skrive om sport.
Og jeg plejede at svare:
"Skriv noget om sport og sendt det ind til en sportsredaktion. Måske kan det bruges, måske ikke. De må tage en chance. Duer det ikke, kan De prøve igen, og duer det, ja så meget desto bedre. Garantier kan De ikke få på forhånd, og der findes ingen sportsjournalistskoler. Bladene har ikke brug for rene elever. De skal have folk, hvis stof kan bruges, som kan gå ind i arbejdet og gøre nytte med det samme".

 

Startede i et klubblad

Hermed naturligvis ikke sagt, at man af den unge sportsjournalist forlanger, at han med det samme skal være udlært. Hvornår bliver man i det hele taget udlært? Der hører meget til. Men, som sagt, der er ikke andet for end at forsøge og så resignere, hvis det skrevne havner i papirkurven.
For mit eget vedkommende var starten i "Idrætsforeningen Sparta"s medlemsblad. Jeg var i 1912 blevet medlem af Sparta, hvor man hurtigt fandt ud af, at jeg kunne gøre mere gavn, hvis man tog min hjerne i brug, end hvis man nøjedes med at lade mig løbe terrænløb etc. Så jeg kom ind i bestyrelsen og blev sat til at skrive i medlemsbladet, som jeg en skønne dag blev gjort til redaktør af.

 

Karriere p.gr. af verdenskrigen

Men det var jo indenfor lukkede rammer. Overfor offentligheden havde jeg min debut i "Idrætsliv", som løjtnant Arne Højme var udgiver og redaktør af.
Jeg kendte ikke synderligt til Højme personligt, og han ikke til mig, da det hændte en sommerdag i 1914, det år da verdenskrigen brød ud.
Jeg var ved at springe højdespring på Stadion. Det var ikke store sager, jeg præsterede, men jeg havde den fordel, at jeg talte rigtigt godt engelsk, og derfor tog træneren sig ret omhyggeligt af mig. Træneren var amerikaneren, McLaughlin, som kort forinden var engageret, og nu skulle han jo virke, og helt virkede han med en, han kunne tale med.
Mellem dem, der så til, var Arne Højme, der pludselig kom med en bemærkning om, hvor uheldigt det var, at han nu skulle indkaldes til hæren i anledning af krigen. Han anede ikke, hvem han skulle få til at passe det nystartede "Idrætsliv" i sit sted.
"Det kan jeg godt redigere, mens De er indkaldt"
Højme så mig kritisk an. Så kom han med den naturlige forespørgsel, om jeg kunne skrive.
Jo, det mente jeg da nok. Men for resten kunne jeg da give ham en prøve med det samme. Jeg kunne f.eks. interviewe McLaughlin. Det måtte da være godt stof for "Idrætsliv".
Det forslag tiltalte Højme, og jeg tog fat med interviewet, som jeg samme dag - eller den næste, jeg husker det ikke så nøje - afleverede i så god stand, at jeg med det samme blev engageret som en slags redaktionssekretær ved "idrætsliv". Gagen var - nå lad det være nok at bekende, at den ikke var fyrstelig, men den var vel så stor, som omstændighederne tillod, og jeg skulle jo ikke leve af den.
Jeg havde min beskæftigelse som korrespondent i ingeniørfirmaet F.L.Smidth & Co, og at skrive i "Idrætsliv" var en hobby for mig. Jeg fik afløb for en trang. Og det var ikke småting, jeg producerede for mit beskedne honorar. Mange sider pr. nummer.

 

Uden hæmning - og dog!

Jeg skrev ufortrødent løs om alt, med den selvsikkerhed, der er en af ungdommens nådegaver. Mine scrapbøger, mange i tallet, indeholder kun en forsvindende ringe brøkdel af, hvad jeg har sat på papiret, og dog forbavses jeg og studser mange gang ved at slå op i dem. Tænk, at jeg virkelig har skrevet det, haft den djærvhed at skrive det, med det kendskab jeg havde til tingene den gang. Men, som sagt, så længe man er ung, kender man ikke meget til hæmninger. Jeg gjorde det i hvert fald ikke.
Til alt held skete der ingen skade derved, det tør jeg måske have lov at fremhæve. Formentlig har jeg haft en vis indgroet sans for, hvor langt jeg turde gå, hvad der kunne skrives, og hvad man skulle lade ligge.

 

Beskedne idrætslige færdigheder

Men nok herom. Jeg nævner det egentlig mest for at understrege, hvad jeg altid har hævdet, at man meget vel kan skrive om en idræt uden selv at have mestret den, hvilken påstand vel turde være en røst for en og anden.
Jeg finder ingen anledning til her at citere, hvad andre i ind- og udland har sagt om min journalistik, men vil blot indskyde, at det har været temmeligt småt med mine idrætslige færdigheder.
I atletik nåede jeg at blive klubmester i trespring og deltager p+å nogle sejrende stafethold, men min resultater var ikke sådan, at jeg har ringeste anledning til at prale med dem.
I fodbold kunne jeg måske været blevet temmeligt god, hvis jeg havde haft tid til at træne, men eftersom jeg efter mine drengedage - da jeg spillede på l. juniorhold i B. 93 - fik en arbejdsdag fra kl. 8.00 til 20.00, blev der ingen tid til træning, og jeg nåede intet i denne idræt, bortset fra, at jeg var med til at vinde Atletikklubbernes fodboldturnering, og det tæller jo ikke stort.
I boksning tog jeg lidt undervisning, på brydermadrassen har jeg kun været ganske få gange, og hvad svømning angår, lærte jeg aldrig at crawle, skønt Ingrid Larsen gjorde sig de ihærdigste anstrengelser for at bibringe mig denne færdighed.

 

Nr. 100 i Fortunløbet

I badminton var jeg en overgang ikke helt dårlig, men i tennis nåede jeg aldrig ud over det rene begynderstadium, til trods for at jeg en hel vinter spillede indendørs med Kozeluh.
I en robåd har jeg aldrig siddet, og at fægte har jeg aldrig prøvet, ej heller har jeg spillet golf. Mine evner, hvad angår cykleløb, skal jeg også tie stille med. Og således kunne jeg blive ved.
Selv i cricket, der dog altid har haft min store interesse, har jeg aldrig præsteret en score værd at tale om. Det største antal points lavede jeg en gang oppe i KFUM's sommerlejr ved Jægerspris, men da det lå et sted mellem 10 og 20, skaffede det mig ingen berømmelse, og husker jeg ret, har jeg aldrig opnået bedre placering end nr. 100 i terrænløbet ved Fortunen. Manglende koncentration, manglende tid og i de unge år vist også mangel på kræfter og energi, var de væsentligste årsager til, at jeg ikke nåede videre.

 

Mindre løn for mere plads?

Men interessen var der alle dage, og den var altså nok til at gøre mig til sportsjournalist og give mig en tilværelse, som mange har haft anledning til at misunde mig. Thi hvor mange mennesker lever af, har deres eksistens af et arbejde, der ikke er et arbejde, men en glødende interesse? Altså noget man foretager sig af lyst, fordi man simpelthen ikke kan lade være.
For mig er det sket en gang, at jeg henvendte mig til udgiverne af det blad, ved hvilket jeg var ansat og tilbød at gå 200 kr. - ned i gange om måneden, hvis jeg til gengæld måtte få to spalter mere at skrive om dagen. S å glad var jeg for at skrive, så uimodståelig min indre trang til at fortælle papiret - og offentligheden - hvad jeg havde på hjerte.
Tilbuddet blev ikke modtaget, hvilket i hvert fald ikke taler til de menneskers ugunst, der havde afgørelsen i deres hånd. De var ikke ude om at få billigere arbejdskraft.

 

Noter:

Stadion er Østerbro Stadion, der blev indviet i 1914, og var bygget som rent atletikstadion.
Arne Højme var aktiv som kapgænger for KFF (siden KIF) med en lang række DM og DR. Han deltog i kapgang ved OL 1908. Fra 1909-10 sekretær og fra 1910-21 formand for DAF og samtidigt medlem af såvel DIFs bestyrelse som DOK. Han startede og var redaktør af flere blade i begyndelsen af århundredet, der alle gik ind. I 1914 startede han det omtalte "Idrætsliv". Det gik ind i 1919, men da var han godt i gang med "Idrætsbladet", som han havde startet i 1916, og hvor Mr. Smile hurtigt blev den ledende medarbejder.
Josef Kozeluh var en indvandret ungarer, der var træner for B. 93's tennisspillere. Hans søn, Bent K., var i flere år ranglistespiller, altså blandt de ti bedste.
Ingrid Larsen var udspringer. Hendes aktive karriere sluttede med en femteplads ved OL 1932. Derefter blev hun svømme- og gymnastiklærerinde.