Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Debatforum

 


Forfatter: Christian Heide-Jørgensen -
Skrevet: 14. maj 2008 kl. 15:40
Emne:

Jeg må indrømme, at jeg har mere end svært ved at forstå, hvorfor DS mener, at det er foreningens opgave at monopolisere dækningen af superligafodbold. Hvorfor er det ikke tilstrækkeligt at kræve en akkreditering?

Det er mig uforståeligt, at DS mener, at den bedste facon at undgå snylterne på, er at sikre sig, at alle der kommer ind, er DS-medlemmer. Dem er der 570 af. Hvor mange af dem beskæftiger sig rent faktisk med sportsjournalistik? Eller har almindeligvis et ærinde på et dansk superligastadion? Måske skulle man i stedet sikre sig, at de fremmødte journalister også er arbejdende journalister, hvis det er her, ledelsen i DS mener, at der er et problem. Det hænder jo, at man falder over DS-medlemmer, der kommer til en kamp blot for at være med på ”en kigger”. Ikke sådan at forstå, at jeg herved er opløst i harme – argumentet er blot, at jeg har meget svært ved at se, hvordan det er, at et DS-kort skal kunne begrænse mængden af gratister indenfor egne rækker?

Jeg har kun sjældent oplevet problemer med at finde et sæde. Helt præcist en gang på den gamle Idrætspark i Esbjerg tilbage i starten af dette årtusinde. Men jeg har i samme periode – velsagtens som alle andre – konstateret, at der er skudt en del nye medier op. Medier, der selvfølgelig med samme ret som alle andre, skal kunne dække kampe i superligaen. Måske mangfoldigheden er problemet. Måske er problemet i virkeligheden, at flere af de danske superliga stadioner slet ikke er gearet til det presseopbud, der følger med en superligakamp. Måske skulle DS intensivere indsatsen på, at presseforholdene på diverse stadioner bliver bedre. For virkeligheden er jo også, at de sponsorer, der kaster penge i klubberne får bedre og bedre forhold på stadion, mens medierne – som i rigt mål giver sponsoraterne værdi – på flere stadioner langsomt har fået dårligere og dårligere forhold. Jeg vil her henlede opmærksomheden på Michael Qureshis udmærkede indlæg fra den 21. august i fjor.

Så kan det da godt være, at klubberne oplever et problem, men det er da ikke de danske sportsjournalister, der for eksempel har besluttet, at vi skal sidde på et frimærke lige inden for indgangen i Parken, mens de ”nye” pressepladser leder tanker mere hen på en svinetransport end en fodboldtribune. For nogle klubbers vedkommende, så er problemerne simpelthen selvforskyldte.

Mener DS i ramme alvor, at folk som den gode og hårdtarbejdende hr. Krussell skal udelukkes fra superligadækning, fordi han ikke er medlem af DS mod, at DS’s ingen kontrol skal føre med, at egne medlemmer kan loppe den på superligastadioner rundt om i Danmark. Hvis forslaget overhovedet skal have en effekt, så burde der jo være en sanktion mod regelbrydere. Men hvem vil indberette sidemanden? Og hvor mange medier og journalister vil finde sig i, at en given medarbejder er kommet i to måneders karantæne?

I dette tilfælde minder DS mere om et bureaukratisk uvæsen, der i protektionismens navn risikerer at skyde sig selv i foden. For det kunne jo vise sig, at superligaklubberne ikke er så uvillige endda til at lave en særskilt aftale med Nyhedsavisen og deres mere end en halv million læsere.

Kollegiale hilsner

Christian Heide-Jørgensen



[Retur til konferencen]

Du er ikke logget ind og kan derfor ikke skrive indlæg.
[ Log ind nu ]