Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Jan Schouby blev årets sportsjournalist

Onsdag d. 2. marts 2005

Jan Schouby, sportsredaktør på Aarhus Stiftstidende, blev valgt som årets sportsjournalist på generalforsamlingen i KB's lokaler på Pileallé i dag.

Formanden Steen Ankerdal overrakte "Den Gyldne Pen" og hyldede Jan Schouby for det mod, han havde vist i forbindelse med sine artikler om Stig Tøftings håndgemæng med en holdkammerat under en julefrokost i AGF. En episode, der førte til fyring af Stig Tøfting i den århusianske klub.

- Det er altid sværere at skrive den slags historier, når man arbejder på en lokalavis, fordi man er meget tættere på kilderne end på de store aviser, sagde formanden.
- Det rejser igen spørgsmålet om, hvis tjenere man er - sportens eller læsernes. Jan viste, at han var læsernes advokat og snushane. Han fortalte læserne, hvad der foregik. Det var en opsigtsvækkende historie, der havde stor betydning for både AGF og Stig Tøfting.
- Det er ikke første gang, Jan Schouby har vist mod til at beskrive virkeligheden. Tidligere har han bl.a. skrevet om Brian Steen Nielsens skalle mod Nicolai Hust og om AGF's overtagelse af Atletion.

Jan Schouby takkede for hæderen og fortalte, at han havde spillet ungdomsfodbold sammen med Stig Tøfting.
- Vi havde endda talt om, at jeg skulle skrive en bog om Stig Tøfting og hans karriere. Vi var langt med at finde et forlag, men jeg behøver vel ikke sige, at det nu ikke bliver til noget, sagde Jan Schouby.
- En af fordelene ved at dække AGF er, at man ikke skal grave efter skeletter. De falder nærmest ud af lågen til skabet, sagde Jan Schouby.