Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Den Gyldne Pen 19: Skarpe skud

Torsdag d. 20. april 2000


SKARPE SKUD

Leder - af formand Flemming Thor Madsen

1683 billeder og 10 tv-produktioner af 147 fotografer kandiderede til at blive præmieret i konkurrencen Årets Pressefoto.
Og det var Per Folkver, tidligere billedredaktør på Jyllands-Posten, Kjartan Thorbjörnsson, formand for de islandske pressefotografer, og journalisten og fotfatteren Leif Davidsen, der i år var tildelt dommergerningen.
Folkver mente på et tidspunkt, at nogle fotografer burde fratages pensionen på grund af kvaliteten af deres fotografier, og Leif Davidsen dristede sig til at sige, at mange billeder mindede ham om svigerfars fotografiske kiksere. Alligevel mente trioen, at kvalitetsniveauet var højt. Dog ikke, da de skulle finde Årets sportsbillede.
Trioen overvejede på et tidspunkt at undlade at hædre så mange sportsbilleder, som de havde mulighed for, og i stedet opfordre fotograferne til at sende flere sportsbilleder ind næste år.
”30 procent af avisernes billeder er af sport. Men det, vi står med her, er ikke af særlig høj kvalitet”, sagde Per Folkver.
Kilder fortæller endda, at Leif Davidsen mente, at man lige så godt kunne trække lod om Årets Sportsbillede.
Nu har jeg ikke set alle de indsendte billeder, men jeg har set vinderbilledet fra Politikens Finn Frandsen. Og det har da virkelig kvalitet. Tillykke Finn.
Men kan det virkelig passe, at en dommer-jury kan postulere, at de der har kærlighed og flair for sportsfotografiet ikke går i deres arkiver, for at fremvise deres bedste skud i konkurrencen om Årets Sportsbillede?
Det kan vi da ikke være bekendt. Eller kan vi?
Hvorfor ikke vise den dygtighed, som jeg ved vore sportsfotografer har. Hvad er det, der har holdt så mange tilbage, så trioen kan snakke om dårlig kvalitet. Er det ugidelighed? Eller er det beskedenhed?
Jeg ved det ikke, men jeg ved, at vi har fotografer med indtil flere pletskud på samvittigheden.
Jeg så Preben B. Søborgs nytårshilsen i Idrætslivs januar-nummer. Det var da ”skud”, der ville noget. Og jeg er overbevist om, at mange af Søborgs kollegaer ligger inde med samme kvalitetsarbejde. Hvorfor må vi ikke se det?
Lad os dog vise den kommende dommerkomité, at vi kan, når der næste år stilles skarpt på Årets Sportsfoto.
Dem, der ikke vil være med, kan for tre flasker vin, få deres bedste skud i Den Gyldne Pen. Hold jer ikke tilbage, vi vil meget gerne hæve foto-kvaliteten i vort blad, selv om den i forvejen er høj. Og vi sætter gerne en side af i hvert nummer til månedens skud.
……………
Medlemmerne bakkede op omkring bestyrelsens arbejde i det forgangne år på årets generalforsamling. Og tak for det.
Anderledes var det, da vi havde kåret Årets Sportsjournalist, der som bekendt blev Politikens Søren Olsen.
Der kom en heftig debat på vor hjemmeside. Og lad mig straks indskyde, at jeg elsker en god og saglig debat. Men desværre løb Årets Sportsjournalist-snakken lidt af sporet.
Men for at sætte en tyk streg under her og nu: Bestyrelsen modtager indstillinger fra medlemmerne til Årets Sportsjournalist. Samtlige bliver forelagt bestyrelsesmedlemmerne i god tid, så de på forhånd har mulighed for at vurdere, før det afsluttende bestyrelsesmøde, hvor det endelig slag står.
Der snakkes, og lyttes på argumenter for og imod, men der foretages ingen handler i porten. Alt er oppe på bordet. Der er ingen skjulte dagsordener. Vi gør alle vort bedste, for netop at finde den bedste journalist/fotograf.
Om vi hvert år finder den mest kvalificeret, kan og vil altid blive diskuteret. Men skal man det, skal det være på et plan, som vi i Danske Sportsjournalisters bestyrelse kan stå inde for.
Vi lytter gerne til kritik – både negativ og positiv. Det er den eneste måde, vi kommer videre på. Og videre, det skal vi.