Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Peter Møller studievært på DR sporten

Mandag d. 5. december 2005

Sport
Peter Møller bliver studievært
DR1

Peter Møller bliver studievært

Efter 16 år som professionel fodboldspiller, stopper Peter Møller karrieren i FC København og bliver ny studievært på DR Sporten



DR Sporten får en ny studievært. I dag spillede Peter Møller sin sidste superligakamp for FCK. Han stopper i klubben et halvt år før tiden, og efter nytår tiltræder den mest scorende spiller i superligaen gennem tiderne sit nye job i DR.

- Det er en ønskestilling, og jeg glæder mig enormt til jobbet. Jeg er 33 år og efter 16 år som professionel fodboldspiller skal det blive spændende at komme i gang med en helt ny karriere, siger Peter Møller.

Han har tidligere været med som ekspert og medkommentator på fodboldkampe for DR Sporten, men det bliver ikke i ekspertens rolle, DR ansætter Peter Møller. Han skal være studievært og skal dermed beskæftige sig journalistisk med alle mulige sportsgrene.

Det rigtige instinkt

- Jeg er overbevist om, at vi med Peter Møller har fundet en studievært, der med stærk personlig udstråling og et vindende væsen vil blive et godt aktiv for DR Sporten fremover, siger DR Sportens chef Olav Skaaning Andersen og tilføjer:

- Peter Møller har som professionel fodboldspiller igennem mange år og som formand for Spillerforeningen - fodboldspillernes fagforening - en stor viden om branchen. Men derudover har han et bredt og indgående kendskab til hele sportens verden. Jeg er sikker på, at han også har viljen, indstillingen og instinktet til at udvikle de journalistiske kompetencer og egenskaber, der skal til for at blive en god studievært.

Det journalistiske håndværk

Peter Møller fortæller selv, at han har leget med tanken om et job inden for journalistik – og helst inden for sport - i flere år. Og da tilbuddet kom fra DR, behøvede han ikke lang betænkningstid, før han sagde ja tak.

- Jeg hører til dem, der læser avisen bagfra. Udover fodbold har jeg spillet badminton, jeg kan li’ tennis og bordtennis. Som ung gik jeg til gymnastik, og jeg er også glad for at se håndbold, så interessen er bred og har altid været der, siger Peter Møller og tilføjer:

- Det bliver helt sikkert en stor omvæltning, og det er klart, at der skal en del træning til, før jeg er klar til at gå på skærmen. Det er også en del af aftalen med DR, at jeg begynder med et intensivt uddannelsesforløb. Jeg glæder mig utrolig meget til at gøre en indsats for at lære det journalistiske håndværk.

Men Peter Møller er ikke bange for at skifte karriere fra fodbold til journalistik.

- Jeg har tidligere foretaget klubskifter, der indebar kæmpe udfordringer. Så jeg glæder mig. Og så er jeg meget glad for at have fået chancen netop hos DR Sporten, som i mine øjne står for seriøs journalistik, hvor moral og etik er i top.

16 år i fodboldens tjeneste

Peter Møller har i sine 16 år i professionel fodbold spillet for klubberne AAB, FC København, FC Zürich, Brøndby IF, PSV Eindhoven, Real Oviedo og Fulham FC. Han har været med i 20 landskampe, været med til OL i Barcelona i 92, til VM i Frankrig i 98, har vundet to guldmedaljer for Brøndby og to for FCK samt en enkel pokalturnering for FCK.


Yderligere oplysninger kan fås hos:
Christian Rask
tlf. 3520 4051 / 2169 0703
mail: chra@dr.dk
TV Presse

Chef DR Sporten Olav Skaaning Andersen, 3520 4906 / 2173 2160
Peter Møller, 2618 7164

Lytter- og Seerkontakten hjælper lyttere og seere med svar på spørgsmål om programmer, sendetider og medvirkende mandag-fredag kl. 9-20 på tlf 3520 3520 og via hjemmesiden www.dr.dk/kontaktdr. Lukket i weekenden, på helligdage og grundlovsdag.