Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Åbent opgør mellem præsidenter

Fredag d. 7. april 2006

Fredagens første del af den europæiske kongres i Dublin endte i et skænderi mellem de to præsidenter, AIPS-præsident Gianni Merlo og UEPS-præsident Leif Nilsson.
De beskyldte hinanden for hukommelsestab, og de var ikke enige om, hvordan AIPS og UEPS kan supplere hinanden.

Gianni Merlo virkede fjendtlig over for den europæiske organisation, og det var ikke mindst slagsmålet om penge, der prægede debatten.

Tommy Poulsen, Danske Sportsjournalister, gik på talerstolen for at forlige parterne:
- Jeg bryder mig ikke om den atmosfære, der præger de to præsidenter. DS overvejede at melde sig ud af AIPS, fordi vi ikke kunne se formålet med organisationen under den tyrkiske præsident. Vi støttede Gianni Merlo som præsident og var lykkelige for, at han blev valgt.
- Vi mener, at Gianni Merlo bør se mulighederne frem for problemerne, og det er spild af tid at angribe en præsident, der går af i morgen.
- Jeg vil foreslå, at Gianni Merlo bliver mere konstruktiv fremover. Vort forslag er, at UEPS får frit spillerum til at lave flere aktiviteter. Seminaret i Frankfurt var en stor succes. Det er den slags, vi ønsker mere af, ikke bare for organisationsmedlemmer, men for alle sportsjournalister.
AIPS skal ikke frygte UEPS som en modspiller, men AIPS skal tage sig af det politiske. Derved kan de supplere hinanden. Det er konstruktivt, og jeg vil minde Gianni Merlo om, at han i sin seneste klumme i medlemsbladet netop brugte udtrykket creative enthusiasm, sagde den danske delegerede.

Hele mødet emmede af uenigheden mellem AIPS og UEPS.
På dagsordenen stod, at FIFA's præsident Mark Ziegler ville komme og fremægge en præsentation - men han kom ikke, og ingen anede, hvor han blev af.
Man kunne dog meddele, at han skal fremlægge samme præsentation ved AIPS-kongressen i Doha om en måned.

Morley Myers, generalsekretær for UEPS, sagde under sin officielle beretning, at AIPS havde modarbejdet UEPS under den tidligere ledelse, og han gav udtryk for, at konflikten mellem AIPS og UEPS ville stoppe under den nye præsident.

Gianni Merlo deltog i UEPS-kongressen i dag, men tager senere i dag tilbage til Italien, fordi han er involveret i en stor begivenhed, der sendes på tv, og som han ikke kan aflyse.
Vi nåede dog at gøre Merlo opmærksom på, at han må stoppe med sit fjendtlige syn på UEPS.
- Du er jo bange for UEPS. Hold op med det. De skal skabe aktiviteter. Så kan du selv styre det politiske, sagde den danske delegerede til Merlo.
- Jeg er ikke bange. Jeg ønsker bare, at AIPS skal være en enhed, sagde Merlo.

Apropos enhen:
Kontingentet for de europæiske lande er 100 dollars om året til AIPS.
På den kommende kongres i Doha fremsætter Merlo forslag om, at afrikanske lande kun skal betale fem dollars i kontingent om året.
- 100 dollars er mere end en månedsløn i de europæiske lande, og vi kan skaffe de 4000 dollars, vi mister på den kontó, på anden måde, samtidig med at afrikanerne kan bruge pengene på at ansætte medarbejdere i deres organisation i stedet. Sportsjournalistikken i Afrika er under rivende udvikling, og den udvikling vil vi gerne støtte, sagde Merlo.

Et forslag fra Norge om at skære bestyrelsen ned fra 12 til syv medlemmer fik en hård medfart. Kun seks stemte for. Syv stemte for Norges forslag om, at UEPS skal betale for de valgte medlemmers rejser til UEPS-møder, og et tredje forslag om, at kun aktive sportsjournalister kunne vælges kom ikke til afstemning. Leif Nilsson påstod, at det var gældende i forvejen.
Danmark støttede Norges forslag.
Ukraine ønskede i stedet bestyrelsen udvidet til 15 medlemmer for, at flere lande kunne blive repræsenteret.
Tommy Poulsen gik på talerstolen og støttede Norge.
- Hvis du ønsker at være repræsenteret, skal det være i AIPS, hvor det politiske hører hjemme. UEPS har brug for en arbejdsduelig og effektiv bestyrelse, der kan lave nogle aktiviteter for journalister, og 12 er for tungt at arbejde med.

Finske Timo sagde, at han ville foreslå 10 som det ideelle antal, men hans forslag kom ikke til afstemning.