Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ny håndboldreporter

Fredag d. 2. juli 1999

Århus Stiftstidende fik 13 ansøgere til stillingen som håndboldmedarbejder, og man fandt ingen anledning til at gå over åen efter vand.

Steen Nedell Christensen, 29-årig redaktionssekretær på bladets sportsredaktion, skifter stol fra den 1. august.
Han bliver hovedansvarlig for håndbold og skal også beskæftige sig med atletik, boksning og fodbold.

Steen Nedell Christensen var i praktik på Randers Amts Avis.
Den 7. januar 1997 startede han på Århus Stiftstidendes daværende lokalsportsredaktion.
I september 1997 blev han redaktionssekretær for sportsredaktionen.
Han er meget skrap til den nye teknik.
Nu har den dynamiske ungkarl imidlertid fået mod på at komme ud i marken igen, og han har gode forudsætninger netop for at beskæftige sig med håndbolden i Århus.
Han nåede at snuse til danmarksseriehåndbold som målmand i BMI, og hans far Sven Christensen var iøvrigt en endnu bedre målmand. Han var divisionsmålmand i Århus KFUM og holdt pladsen varm til en ikke ukendt afløser ved navn Erik Holst engang i 50´erne og var med til at vinde det første danske mesterskab til en klub uden for Provinsen, da Århus KFUM strøg til tops i 1955. Det var dog længe før, der overhovedet var tænkt på Steen.

Steen Nedell Christensens jobskifte betyder, at Århus Stiftstidende nu er på udkig efter en redaktionssekretær på sportsredaktionen.
- Vi opslår stillingen i næste nummer af "Journalisten", men da det først udkommer i midten af august, er vi meget taknemmelige, hvis DS´ hjemmeside vil gøre opmærksom på, at interesserede allerede nu kan begynde at sende ansøgninger, og de kan også ringe til mig, siger sportsredaktør Peter Vestergaard til DS Home Page.