Danske Sportsjournalister
NyhederPRMMedlemslisteOrganisationDebatforumOm DSStadionGuideLinksBilledgalleriKontaktAIPS
   
Flere nyheder
Flere pressemeddelelser

 

 

Ny bog om Kurt Nielsen

Fredag d. 7. december 2007


Kurt Nielsens erindringer

Tennisspilleren Kurt Nielsens erindringer er netop udkommet.

Kurt Nielsen spillede sig ind i hjerterne på alverdens tennisfans, da han som useedet nåede finalen i Wimbledon i 1953 og igen to år senere. En knaldhård serv, et fejende flot flugtspil og en enorm fysisk og psykisk viljestyrke bragte ham op blandt de bedste tennisspillere i verden.

Dette er historien om et af de største navne i dansk idræt. Kurt Nielsen voksede op i 1930’ernes Hellerup, hvor faderen målbevidst pacede sin yngste søn frem mod en karriere på tennisbanen. Få år efter 2. Verdenskrig var Kurt Nielsen i en alder af 17 år Danmarks bedste tennisspiller.

Han vandt mere end 30 internationale turneringer i karrieren. Han sikrede sig som den eneste dansker i tennishistorien en Grand Slam-titel, da han i 1957 vandt mixed double sammen med Althea Gibson ved de amerikanske mesterskaber, som i dag hedder US Open. Sammen med vennen og doublemakkeren Torben Ulrich og senere Jørgen Ulrich førte han Danmark frem blandt Europas bedste tennisnationer.

15 pund fik Kurt Nielsen i præmie, de to gange han tabte finalen i Wimbledon i herresingle, langt fra nutidens præmiesummer i millionklassen. Trods en professionel kontrakt i slutningen af karrieren tjente Kurt Nielsen aldrig de store penge på sin tennis.

Efter job som træner for Danmark, Spanien og Vesttyskland gjorde han karriere som supervisor, hvor han i alle de store turneringer holdt spillere som Ilie Nastase, John McEnroe, Jimmy Connors, Björn Borg og Ivan Lendl i ørerne.

Åbenhjertigt fortæller Kurt Nielsen om manglen på uddannelse, de svære år uden fast arbejde, familiens store betydning, det specielle forhold til Wimbledon, årene som tv–kommentator og den årelange strid med det danske tennisforbund, som ikke ønskede at bruge hans viden og erfaring.


BLANDT VERDENS BEDSTE
Kurt Nielsens erindringer
fortalt til Christian Munk Petersen

320 sider, illustreret. Kr. 298,- indb. (vejl.)
Forlaget Holkenfeldt 3

Udgivelsesdato: 6. december 2007


Christian Munk Petersen (f. 1965) har i en årrække arbejdet som journalist og redaktionssekretær på fodboldmagasinet TIPS-bladet. Har sideløbende været freelance-ansat på DR som atletik- og fodboldkommentator og har i den forbindelse blandt andet deltaget i både OL 2000 i Sydney og OL 2004 i Athen.


Yderligere oplysninger:
Kurt Nielsen kan kontaktes på tlf.: 45 87 65 65
Christian Munk Petersen kan kontaktes på tlf.: 26 14 04 76 eller mail: jcmp65@hotmail.com